Bente Rytter:  Hårupskoven

Når man i dag kører ad landevejen mod Århus, kommer man kort efter at have forladt Nordskoven til et industriområde, der hedder Hårup. Det er nu svært at ane konturerne af den landsby, der har ligget her i århundreder siden engang i 1000 eller 1100-tallet, da pladsen i sognets adelby, Linå, blev for trang, og en eller flere beboere bestemte sig til at rydde skov og grundlægge et nyt landsbyfællesskab.

I 1796 er der seks gårde og ti huse. Det er ret mange huse i forhold til gårde, men man mener, at det skyldes, at træskomageri har været almindeligt i landsbyen blandt husmændene. Træ hentede man i Hårupskoven, som Nordskoven kaldtes dengang, og græsning fandt sted i skoven og på Sejs hede. Man er fæstere under Silkeborg Hovedgård.

I forbindelse med udskiftningen i 1796 får Hårup bys ejendomme tillagt en stor del af skoven til fælles græsning og fredskov og nyplantning. I 1804 bliver Silkeborgskovene vurderet af en landinspektør udsendt af enevældens finansministerium, rentekammeret. Han beskriver skovene som domineret af bøg. I udkanten af skoven er væksten forkrøblet, men i lukkede skovstrækninger er der høje sunde træer af fortrinlig vækst. Vi må altså konstatere, at vi er langt fra nutidens skov med dens dystert mørke afsnit med rødgraner plantet i lige rækker, som er et resultat af fredskovsforordningen af 1805, der er medvirkende årsag til nutidens veldrevne skov. Hårupskoven var den største af Silkeborgskovene og blev i areal angivet til 1150 tdr. land.

Anna Sørensen, født Bertelsen på Bjørnholt i Borgedal mellem Hårup og Sejs i 1875, fortæller i sine erindringer om skovens betydning for bønderne i Hårup. Først i 1800-tallet var der på grund af krigene og statsbankerotten stor pengeknaphed blandt folk i almindelighed. Føden og klæderne kunne man skaffe sig i gårdens frembringelser, men penge til skatter kneb det med og "de skulle ud". Den væsentligste kilde til direkte valuta var trækul, som man blandt andet kunne sælge til pottemagerne i Sorring, og træ fandtes i rigelig mængde i skoven, der var fælleseje. Hver mand huggede træ, hvor det passede ham. Annas bedstefar, Bertel Hansen Bjørnholt, fortalte, hvordan mand og et par karle eller store børn drog ud i skoven for at brænde "mile". Det varede 2-3 dage, og i den tid måtte de blive der hele tiden.

Tiden dengang var ikke til flotte madkurve, så de måtte hjælpe sig efter fattig evne. Brød havde de, men derimod var det knappe tider på smør og flæsk. De tog derfor en ko med og lidt løbe, og så havde de til livets ophold. Mælken kogte de og hældte på brødterninger. Noget af det blandede de med løbe, så det straks blev til ost. Det smurte de på brødet i stedet for smør.

Det første, de foretog sig, var at grave en dyb grøft. Dernæst fældede og parterede de træerne i passende stykker. De bredte dem ud i et lag i grøften og fik træet til at gløde op. Det skulle vendes og passes, og når tiden var inde, skulle det overhældes med vand. Vandet fik de fra to små kær, Grisekær og Sokær, som stadig kan ses i skoven. Disse navne stammer fra samme tid. Det var nemlig også af stor betydning, at grisene kunne drives i skoven først på foråret og hentes hjem, når det passede ejeren. Hver mands grise mærkede han med navn, og det blev respekteret. Dyrene passede sig selv. De levede af olden og græs. Vand fandt de i de små kær.

Anna fortsætter med at fortælle, at grisene ikke var de overfede afarter, som hun kender, men stærke sunde dyr med humør i og rask til bens. Måske var huden lidt mere mørk, for det meste sortbroget, og børsterne var længere og tættere. De havde frem for nutidens grise udsigt til at leve betydeligt længere. Afkommet af sådanne dyr var sundt og levedygtigt, og skulle det hænde, at et kuld grise var for fuldtalligt, ordnede soen det, enten ved måske tilfældigt at lægge sig oven på den, eller ved at tage fejl af den og andet spiseligt. I det hele taget var det svært for de svage, både dyr og mennesker, at klare sig i fortiden. De måtte bukke under, og derved bidrog de til at holde slægterne mere modstandsdygtige, slutter Anna filosofisk.

Et væsentligt formål med forordningen i 1805 om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning var også, at fællesskabet skulle ophæves, således at man kunne få de græsningsberettigede ud af skovene, så man på længere sigt kunne få stabiliseret skovene. På det tidspunkt var kun 3 % af landet dækket af skov. Man manglede både skibstømmer og tømmer til husbyggeri, ligesom træ også var datidens olie i form af brænde. Mangelen på træ blev blot to år efter endnu mere katastrofal, da englænderne i september 1807 bortførte samtlige 70 skibe i den danske flåde samt 92 handelsskibe lastet med flådemateriel.

I 1821 bliver Silkeborgskovene, der er i privat eje, men konkurstruede, atter takseret af staten. Man er interesseret i at købe, fordi Jylland vest for Silkeborg stort set er skovløst. Dette område får fra skovene her træ til landbrugsredskaber, vogne, lægter mm., foruden naturligvis de træsko, som i tusindvis bæres til markederne i Skive, Viborg, Holstebro og Varde. Det er altså nødvendigt at tage hånd om Silkeborgskovene. De trænger til hvile og ro for hugst i en del år, og hvis man splitter dem op mellem private ejere, frygter man, at skovene vil blive lige så åbne og tynde som mange andre skove på denne tid, hvor skovene ofte bruges som redningsplanke af trængte og fallittruede godsejere.

I taksatorernes konklusion udtrykkes det på denne måde: "Alene med hensyn til de silkeborgske skoves nuværende tilstand er det at ønske, at disse kunne komme i regeringens eje, da de i så fald ville komme under forstmæssig behandling til disses fremme og uden det, vist nok ville blive i aldeles aftagende om de kom i andres eje". Resultatet blev, at det besluttedes at sætte Silkeborg på tvangsauktion. Den blev afholdt i juli 1823, hvor staten overtager godset. Der bliver ansat en skovrider og fem skovfogeder.

Den skovfoged, der har ansvaret for Hårupskoven og "det som er på Silkeborg mark østen for Gaarden", hedder Peter Bartholomæus Albrecht. Han har som den eneste af skovfogederne ikke noget jordtilliggende, men han får så i stedet foder fra gården til "de ham tilståede kreaturer". Endnu ved folketællingen i 1845 er han kongelig skovfoged. Han, der er født i Nibe, bor på dette tidspunkt på Silkeborg hede i Ivers Haugehus (Ivershave på Århusvej). Han er enkemand og har en husholderske på 46, der er enke efter en gårdmand i Hårup, og har åbenbart påtaget sig at forsørge hendes to sønner på 16 og 10.

Anna Sørensen fortæller om statens overtagelse af skoven i hendes bedstefars tid som gårdmand på Bjørnholt: "Da hændte det en dag, jeg antager omkring 1830, at der kom en fremmed mand til byen. Han var udsendt af staten, og hans ærinde bestod i at underhandle med de Hårup gårdmænd om skovene. Staten ønskede, at skovene skulle samles under et og med tilsyn af fastansatte skovfogeder. Nu havde de høje herrer tænkt sig, at det kunne ordnes på den måde, at gårdmændene fik engstykker langs med Gudenåen i bytte. Det lød godt for landmændene at eje jord, der ikke skulle pløjes eller sås og dog gav stort udbytte i form af hø, som var særlig værdifuldt om vinteren, så de slog til og hver fik sit stykke tildelt.

Det faldt ingen ind, at en skovfoged var en mand, der ville forbyde dem at hente et bøgetræ, når de manglede et, eller at han kunne have noget imod, at deres svin gik i skoven. Der var aldrig nogen, der havde sagt, hvad de måtte eller ikke måtte. Skanderborg var nærmeste købstad, og fra herremændenes side var der ingen indblanding. Der var richtmesteren på Silkeborg Hovedgård. Han skulle have afgift og skatter, og dem betalte de. Hvad der fandtes ude omkring var fælles eje såsom bydammen og offentlige veje.

Skuffelsen blev derfor des større, da de forskellige skovfogeder ankom, og hver især forbedrede deres distrikt og passede det, som det blev forlangt af dem. Der faldt mange bøder, og der var megen uvilje mod det fremmede, der var trængt ind på deres private områder." Bertel på Bjørnholt og de andre Hårupbønder har nok også mindedes en historie om Bertels far, Hans Sørensen Bjørnholts forhold til den daværende skovfoged en 20-30 år tidligere, som Anna også gengiver: "Skovfogeden og Hans Bjørnholt gjorde så tit en handel med hinanden. Når skovfogeden "manglede" kom han op til Hans og bad ham låne sig 20 a 30 dalere. Hans vred sig lidt, men enden blev, at han fik dem. Da skovfogeden ville til at gå, sagde Hans: "Hvornår er du hjemme? "Jeg kommer ikke i skoven de næste 3 a 4 dage." Næste dag var Hans tidligt oppe og i skoven, og han gjorde sig som regel godt betalt.

Engang havde skovrideren opdaget, at der var forsvundet meget egetræ og så måtte skovfogeden følge med. De red så ned til Bjørnholt. Da Hans så dem ude i gården, forstod han, at der var ugler i mosen og skyndte sig ind i seng. Da de kom ind og spurgte, om han havde taget noget egetræ, svarede Hans: "Nej, æ syg, å had lå i flie daw". "Da må vi vel se op på loftet". "Jow", svarede Hans, "men loftet er meget skør og a vild nødig I sku fald nier og bræk arme og ben." De fandt det nu fornuftig og red hjem igen. Hans kom sig hurtigt, men havde mange ting på loftet, som han ikke brød sig om, at de ragede i. Egetræet var der ikke, det sad i Stoustrupgård indtil den brændte."

Det er næppe uden grund, at der i det danske sprog findes et ord, der hedder bondesnu. Det rinder en i hu, når man læser Anna Sørensens afslutning på hendes beretning om statens overtagelse af Hårupskoven: "Der opstod krybskytteri i stor stil, og de, der havde marker op til statsskoven, fandt snart ud af, at såede man boghvede, kom dyrene meget villigt derud og spiste af boghveden. Voksede der så lidt bøgekrat nær skellet, havde man en dejlig lun siddeplads om aftenen og var tillige godt skjult. Der kunne godt være en tarvelig lille bænk og i grenene et fast anlæg for bøssen. Der var ingen, der kunne tage anstød af, at gårdens ejer en sommeraften sad og glædede sig over markens vækst eller over, at han havde bøssen med. Måske kunne han få ram på den røde ræv eller de væmmelige krager."

Langt op i sidste århundrede har statsskoven forsøgt at hindre de private naboer i at tolde af skovens dyr, hvilket blandt andet rester af såkaldte indspring bygget i skellet vidner om. Indspringene bygget op i form af jordhøje lå på statsskovens jord i forbindelse med trådhegnene og var udformet således, at det var let for dyrene at springe fra den private lodsejers jord ind på statsskovens jord, mens næppe mange dyr ville give sig af med det modsatte. Børge Ask, hvis farfars jord havde skel til Nordskoven lige nord for jernbanen, fortæller også: "Når farfar ikke ville jagte på sin jord, ville Statsskovvæsenet gerne leje jagtretten. Ikke sådan at vi nogensinde så nogen skovrider eller skovfoged sidde eller stå i vore marker med jagtbøsse i skudstilling. Nej, man ville sikre sig området, der havde skel med skoven, så dyrene kunne gå ud fra skoven uden at være bange for nogen hæslig jæger." I dag vil det nok være farligere for dyrene, at togene ifølge banestyrelsens seneste tiltag nu skal til at fare gennem Svejbæk, Sejs og Nordskoven med 120 kilometer i timen.

Med hensyn til Bjørnholt er der den krølle på historien, at gården i dag er overtaget af Skov-og Naturstyrelsen, som statsskoven nu benævnes. Fem generationer fulgte i lige linje hinanden som ejere i næsten 200 år, men da den sidste ejer, Anton Bertelsen, ikke havde arvinger, der kunne overtage og drive gården, valgte han at sælge til staten, der gerne ville frede området. Stuehuset er revet ned, mens en af udbygningerne bruges af hestefolket.

Kilder:
Stoustrupgaard  er den samme som Hårupgård. Ejeren hed Stoustrup.

Anna Sørensens beretning findes i håndskrevet form på Lokalhistorisk Arkiv i Silkeborg og "oversat" af Erling Madsen på Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forenings hjemmeside: www. sejs-silkeborg.dk

Børge Ask: En jydedrengs saga 1, s. 103. (Bøgerne kan læses på ovn. hjemmeside)

Bjarne Harboe: "Silkeborgskovene og H.P. Ingerslev 1806-23" i Landbohistorisk Tidsskrift 1994:1.

Banestyrelsen 2003