Overfaldet på Nordskoven

Nordskoven og motorvejen
September 2006 er vejrmæssigt helt på toppen. Morgenerne let kølige og solrige. Der er dug i græsset, og løvtræerne står stadig med deres grønne blade. Morgenturene med hunden går bag om Sindbjerg over Nyløkke til de pragtfulde bakker og dale på nordsiden af åsen ned mod Århusvej. Med Charlie som førerhund går det op og ned i hastigt tempo. Somme tider holder vi en lille pause for at nyde det varierede landskab og de kuperede græsmarker op mod Nyløkkegårdene. Vi er enige om, at vi her færdes i en af de smukkeste og mest spændende dele af skoven.

Oktober 2006 er ikke noget at råbe hurra for vejrmæssigt. Vi når dog lige at få en tur i solskin op på Spjelsetfjellet med den pragtfulde udsigt til Telemark og Gaustatoppen, som vi sidst med ski på fødderne så snedækket i februar. Efter at børnene søndag er draget hjem til arbejdet, når vi også en tur til min yndlingsplet ved Vorsetfjellet, hytten ved Øvre Fjellstul. Jeg hopper de fire kilometer på ét ben plaget af en inflammation i hulfodssenen, mens Erik fylder spanden med tyttebær. Men at sidde på bænken i solen med ryggen mod den varme hyttevæg med en kop kokekaffe i den ene hånd og en Kvikklunsj i den anden, ja, så kan livet ikke byde mig mere. Her kunne jeg godt dø, siger jeg. Pragmatisk som altid gør Erik mig opmærksom på, at det ville være et svært upraktisk sted at vælge til min afslutning på livet, langt fra alfarvej og mobildækning, så jeg beslutter mig for at humpe med tilbage til hytten. Undervejs erindrer jeg, at sidst jeg havde min "her kunne jeg godt dø" tanke var en måned før på en af vore ture bag Nyløkke, hvor jeg så et glimt af solen gennem de grønne blade på en bøg.

Sidst i oktober, helt præcist den 26., sker der noget ganske uventet. I Midtjyllands Avis kan vi læse, at motorvejen ikke, som alle tror, skal føres over Gudenåen ved Resendal, men i stedet for der, hvor Gudenåen igen tager udseende af å, for enden af Silkeborg Langsø. Det er bestemt på højeste sted. Lige straks tager jeg ikke notits af det. Der tales og skrives ikke om skoven, men om de beboelsesområder, det vil gå ud over og om dyrehaven. Om aftenen er jeg til møde på Lokalhistorisk Arkiv, og der går snakken selvfølgelig. Hæftet med motorvejsforslagene går rundt, og det går pludselig op for mig, at her er noget, der er rivende galt. En visuel flyvetur på computeren langs kombilinjen viser i al sin gru en motorvej, der brutalt pløjer sig ned gennem Nordskoven fra Hårup over Hårup Vestergård og Nyløkkegårdene til den lige før broen over Gudenåen løfter sig på en dæmning. De bakker og dale, hvis skønhed og vildskab vi nød i september, vil være borte for altid, for Hårup bakke skal jævnes ud, og motorvejen graves ned mellem høje kunstige skrænter af den triste slags, vi ofte møder på danske motorveje.

Meningsfæller
Siden kører der en voldsom debat om motorvejen. Langt de fleste deltagere er imod det valgte forløb, og der fremføres mange velovervejede argumenter. Jeg lægger mærke til, at der er andre end mig, der holder af skoven. Det socialdemokratiske medlem af Folketinget, Jens Chr. Lund fra Viborg, vejordfører for partiet, imponerer mig med sin grundige research af begge vejforløb, som fører ham frem til at foretrække Resendallinjen som den linjeføring, der vil være den mindst belastende for miljøet. J.C.L. har brugt sin erfaring som militærmand: "…at hvis der er uoverensstemmelse mellem kort og terræn, er det terrænet, der er rigtigt. …rekognosceringer ude i terrænet er helt afgørende for de operative beslutninger. …". På cykel, gående og i bil har han mange gange besøgt begge linjeføringer, og han fortæller, at dette har fået ham til at skifte holdning, således at han nu støtter den anbefaling Vejdirektoratet også er kommet frem til, Resendallinjen. På hvilket grundlag vil de øvrige medlemmer af Folketinget afgive deres stemmer for eller imod i denne kontroversielle sag?

Bo Michael Frankø beskriver fagmæssigt som geolog, hvad tabet af de skrænter, som jeg nævner ovenfor, vil betyde: "Under trædækket i Nordskoven gemmer der sig en imponerende og bevarelsesværdig geologi", som kombilinjen vil få kraftig virkning på. Ja, det kan man roligt sige, når store dele af skrænterne for evigt vil blive fjernet. Desværre er netop disse skrænter i modsætning til andre af smeltevandsterrasserne langs Gudenåen ved Silkeborg ikke blevet fredede i 1975, selv om en del af motorvejsforløbet dog går gennem habitatsområde. Geologen gør også opmærksom på, at det meget specielle indlandsklitområde Hårup Sande vil blive berørt.

Nordskoven, som i ældre tid blev kaldt Hårupskoven, ligger på en ås, der er omgivet af Gudenåen mod syd, vest og nord. Fra toppen af åsen udgår mange dale. Neden for åsen ligger mod syd Sejs hede og mod nord det område, der tidligere blev kaldt Silkeborg hede. Størstedelen af disse to områder er i dag byområder. En lille del af Sejs hede er dog fredet, og en del af Silkeborg hede er statsskov. Størstedelen af Hårup Sande er en del af statsskoven eller privateje, men her ligger også beboelser op mod skoven i Skærbæk og Resenbro. Nogle af de største, længste og dybeste dale i skoven har mod nord navne som Rævedalen, Korsdal og Vanddalen. Mod syd møder vi Langdal, Ulvedal og Engdalen. Men der er også masser af små dale. Den længste dal, Borgedal, skærer tværs gennem åsen mellem Hårup og Sejs. Som geologen nævner det, er der tale om et trædækket område, når man ser bort fra de to lyngbakker, Sindbjerg og Stoubjerg, som blev fredet i 1919 på privat initiativ fra redaktør Sørensen på Silkeborg Avis. Disse bakker beskrives grundigt i nordmanden Roger Pihls bog "Guide til Danmarks bjerge" fra 2005 om hans bestigning af de danske bjerge. Fremtidens turister kan så fra toppen af disse bakker se ned på en firesporet motorvej.

En meningsfælle med hensyn til glæden ved skoven finder jeg såmænd i min mangeårige huslæge, der ligesom jeg har færdedes vidt og bredt i Nordskoven siden sin barndom og stadig gør det. I barndommen var udgangspunktet den modsatte ende af skoven i forhold til mit, nemlig boligkvarteret på Århusbakken. Netop hensynet til beboerne på Århusbakkens adgang til skoven var for få år siden en af årsagerne til, at en påtænkt vejføring gennem skoven blev lagt i mølposen. Skal vi gætte på, at den bliver fundet frem igen, hvis kombilinjen bliver en realitet?

Historien
Hvorfor træder jeg netop nu frem med et forsvar for Nordskoven? Det vil jeg senere komme ind på, men jeg vil ikke lægge skjul på, at skoven i dens helhed betyder alt for mig, og at det smerter mig dybt (det kan lyde som en kliché, men jeg kan ikke finde andre ord for det), at denne skov nu skal lemlæstes af en firesporet indhegnet vej. Mine forfædre har færdedes i Hårupskoven og levet af og med den i århundreder. Her har de hentet træ til deres huse og de træsko, de solgte på markederne i hele Jylland, græsset deres kvæg og haft deres grise på olden, lavet trækul til pottemagerne i Sorring og Århus, været på hoveri for konge og herremand og vel også indimellem drevet med lidt krybskytteri. Jeg er ud af en familie, der har mestret fortællekunsten i generationer, og jeg bærer historier med mig fra de sidste mere end to hundrede år, som jeg nu fortæller videre til mine børnebørn, ligesom jeg hørte dem fra min bedstemor, der havde dem fra sin bedstemor. Jeg har selv boet her mere end halvdelen af mit liv, og er kommet her hele mit liv. Mine børn er født her i skoven.

Historisk set er Nordskoven godt beskrevet. Silkeborg Slots regnskaber viser, at konger som Frederik den Anden og hans søn Christian den Fjerde har sat pris på at jage her. Også Christian den Ottende og ikke mindst hans søn Frederik den Syvende (ham med grundloven) har været her. Den smukkeste udsigt i skoven ses fra Lovisehøj, opkaldt efter kongens borgerlige hustru, grevinde Danner. Lidt derfra kan man sætte sig på fru Heibergs bænk. H.C. Andersen beskriver sine ture i skoven i sin dagbog, og Adolph Ludvig Drewsen vandrer her mange dage under sit ophold i 1850 for at nyde naturen og samle på almuens historier.

Undersøger man historien bag mindestenen ved Nyløkke, rejst for skovarbejderen der var modstandsmand, vil man også få at se, at skoven er så stor, at han ikke blot kunne instruere sine kammerater i grupperne i skydning, men at det også var muligt at etablere sikre skjulesteder for modstandsfolk fra hele Jylland her i Nordskoven, selv om det tyske militære hovedkvarter lå i Silkeborg.

Følelser
Jeg lægger ikke skjul på, at det er følelser, der driver mig til at skrive dette forsvar for, at skoven skal bevares som den er i dag og ikke gennemskæres af en firesporet motorvej, af andre af skovens venner kaldet en "berlinmur". Egentlig er denne sammenligning dobbelttydig, for den på to sider indhegnede motorvej vil netop dele skoven i to dele med en tredjedel på den ene side og to tredjedele på den anden side med enkelte grænseovergange.

Og er det ikke også netop følelser, der har ført frem til valget af kombilinjen? Jeg citerer: "Der er simpelthen intet, der i den grad er sundt for øjet og godt for sjælen som at glide ned ad strømmen i Gudenåens enge". (Anders Fogh Rasmussen "Fra socialstat til minimalstat"). Danmarks Naturfredningsforening har ikke lagt skjul på, at de ville fastholde statsministeren på denne udtalelse, og at de ville føre sagen videre til EU-domstolen, en sag, der ville være et angreb på statsministerens troværdighed som europæisk politiker. Jeg har i hvert fald svært ved at se andre end følelsesmæssige begrundelser for fravalget af Resendallinjen, når sagkundskaben i form af vejdirektoratet har peget på den som deres foretrukne efter grundige undersøgelser af blandt andet de miljømæssige forhold.

I forbindelse med det ovennævnte citat fra statsministerens bog kan jeg nævne enkelte andre muligheder for, hvad der er sundt for øjet og godt for sjælen, som jeg kender til. En af dem er nævnt i første afsnit af dette skrift: En septembermorgen i skoven bag Nyløkke. En anden kunne være at sidde på bænken på Lovisehøj en sommermorgen klokken fire, gå en tur i bøgeskoven i maj og sætte sig ved Sokær og drukne øjnene i det grønneste grønne, vandre en tur i måneskin en vinternat ved Schoubyes sø.. Jeg stopper her for ikke at fortabe mig i mine mange gode oplevelser gennem næsten 70 års færden i skoven.

Skoven og menneskene
Statsministeren har været heldig med stilheden på sin kanotur med børnene på Gudenåen. For der er ofte lyd på. En flok efterskoleelever på kanotur kunne nemt have forstyrret idyllen. I Nordskoven kan der også være afbrydelser i stilheden. Skoven er nemlig et utrolig populært område, der bruges af mange mennesker hele året rundt. Der er de daglige brugere, som vandrer, traver, løber, rider eller cykler alene eller i mindre grupper. I bærsæsonen og svampesæsonen møder man plukkerne både i flok med en svampekyndig som leder eller alene afprøvende gamle eller nye erfaringer ud i kunsten at finde kantareller, østershatte eller spiselige rørsvampe.

I større flokke møder man deltagere i traveture arrangeret af vandrelav eller Idræt om dagen. Her i huset har vi den skik, at der som led i ethvert festligt lag er lagt en travetur i skoven. Skoler har orienteringsløb og forældre til børn, der har fødselsdag, tilrettelægger skattejagter. "Fodslaw" er begyndt at lægge deres ruter, så også forældre med småbørn i klap- og barnevogne kan være med. For der har været lidt murren over, at bakkerne i Nordskoven er svære at forcere. Det mente en del af deltagerne i mesterskaberne i hundeslædekørsel også her i vinter. Mountainbikerne har derimod ikke noget mod lange stejle bakker, så de kan både øve sig i det daglige og køre såvel danmarksmesterskaber som verdensmesterskaber i skoven. Og så laver de nye stier.

Orienteringsløberne har afholdt verdensmesterskaber her, ved de første i 1974 oven i købet med en kvindelig dansk vinder. En lørdag hver måned sværmer det med elver og orker i voldsom kamp midt i skoven. Så er der rollespil med udgangspunkt fra teltpladsen ved Korsdalshus. Lokale børnehaver fra Silkeborg, Sejs og Resenbro færdes her på alle hverdage sommer og vinter, så børnene kan blive fortrolige med naturen. På naturskolen i Hvide Hus, skovløberstedet nær Langsøen, kan skolebørnene blive sat ind i naturens mysterier (så længe det varer, for den vil, så vidt jeg kan skønne, blive kørt over af motorvejen). I Schoubyes sø i Hårup Sande svømmes der på varme sommerdage og hygges på stranden, mens der løbes på skøjter, når isen om vinteren kan bære. Turister vandrer langs å og sø og bakke op og bakke ned og nyder udsigterne og stilheden.

Der er nogle af skovens gæster, der skal nævnes specielt helt for sig selv. Det er de vildfarne. Mange gange må man som "kendtmand" vejlede i, hvordan man med eller uden kort når frem til civiliserede egne, for en af de ting, der gør Nordskoven til en speciel skov er, at den er så stor og varieret, at man kan gå vild i den. Vi er også selv holdt op med at foreslå vore gæster enten at gå/cykle fra Silkeborg herud eller gå/cykle herfra til Silkeborg ad skovvejene, for med næsten 100 procents sikkerhed ender de i et fjernt hjørne af skoven.

Nu vil jeg nødig have, at læseren danner sig et billede af en overrendt skov. For det er slet ikke tilfældet. På ni ud af ti ture møder man ikke en sjæl. På grund af skovens størrelse og topografi er den også skoven, hvor man i ensomhed kan nyde naturen og stilheden.

Hvorfor?
Egentlig er jeg slet ikke klar til at skrive om Nordskovens endeligt som stor, dejlig skov, selv om jeg i mere end et halvt år nat efter nat i tankerne har udformet læserbreve, fordi jeg ville fortælle om Nordskoven, men jeg gør mit bedste i et forsøg på at distancere mig fra mine sørgmodige tanker. Det, der har sat mig i gang, er imidlertid en episode fra i lørdags (9. juni). Vi får et nyt medlem i Lokalhistorisk Forening. Medlemmet bor i Nyløkke, men siger så, at hun snart skifter adresse, for "vi skal eksproprieres i næste uge". Jeg mister mælet. Begynder man at ekspropriere, før lovforslaget er vedtaget i Folketinget? Eksproprierer man også langs Resendallinjen, eller er statsministerens ord blevet ophøjet til lov i dette land?

Jeg mindes, at jeg engang har lært disse to sentenser: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Et folketingsmedlem er alene bundet af sin overbevisning. Vil det gå, som en lokal politiker har beskrevet det: Kombilinjen bliver en del af en lovpakke, der indeholder nogle nødvendige nye veje i den østlige del af Danmark, som man ikke kan stemme nej til, og vupti, så er den vedtaget.

Nogle forslag
Men inden man kommer for godt i gang, har jeg et par konkrete forslag til Nordskovens bevarelse. Jeg har bemærket, at hver gang der har været en indvending mod et stykke af kombilinjen, så er svaret: Vi graver den ned. Hvis man nu alligevel skal grave så meget af den meget længere kombilinje ned, hvorfor så ikke grave Resendallinjen ned?

Færingerne (de er kun 50.000) kan grave tunneler i massevis, i Norge har jeg kørt under både Oslofjorden ved Drøbak og under Ishavet ved Nordkap. Første gang jeg kørte under vandet, var for mange år siden ved Rendsburg under Kielerkanalen, og i Hamburg har man netop udvidet Elbtunnelen. Selv har vi været i stand til at grave os under såvel Limfjorden som Storebælt. Skulle det så være så svært at grave sig under en å, som kun med den største velvilje tåler sammenligning med en mindre tysk flod?

Men hvis jeg var statsminister, så ville jeg vælge en bro over Gudenåen. Det er der flere grunde til end fravalget af en motorvej gennem skov og by ved Silkeborg. Jeg ville bede nogle af vore fremragende brobyggere om at tegne en bragende flot bro, som visuelt ville være en fornøjelse at betragte både fra åen, fra omgivelserne og fra vejen. Jeg må indrømme, at jeg er betaget af broer. Jeg beundrer dem fra Pont du Gard til Øresundsbroen, hvor man også som chauffør får en stor oplevelse, når Skånelandet på toppen af broen pludselig ligger udbredt foran bilen.

Broer giver oplevelser af landskabet, som man ellers ikke ville have fået. Hvorfor skal de mange mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan sejle i kano på Gudenåens løb nord for Silkeborg, forbeholdes den oplevelse, det er at se "et nationalt klenodie"? Sandsynligvis vil det give endnu flere lyst til en kanotur. Sådan har jeg det selv. Jeg får lyst til at bevæge mig på det vand eller i det landskab, som broen fører over, ligesom jeg får lyst til at bevæge mig hen over den bro, vi sejler eller kører under og se landskabet fra en anden vinkel.

Broer kan dog også i sig selv være så flot ingeniørkunst, at det er svært at løsrive øjnene fra dem. Sådan har jeg det med en bro, som svenskerne inden for de sidste år har bygget ved Uddevalla, da man førte E6 uden om byen. Jeg aner endnu ikke, om broen fører over land eller vand. Men det er også lige meget. Den er bare et betagende syn, også på afstand.

Byg en bro, eller lav en tunnel, hvis op - og nedkørsler ikke kan ses fra dalen. Det sidste ville også spare beboerne i området for synet og lyden af trafikken, hvilket åbenbart er det, der har fået en af dem til at skabe den meget længere kombilinje, og så ville det bevare Nordskoven. Naturen i Gudenådalen vil ifølge de mange erfaringer, man har gjort sig med brobyggeri, hurtigt genoprette sig selv. I Nordskoven vil den være ødelagt for altid.

Til sidst vil jeg citere indledningen til en jobannonce i Jyllands-posten i går (13. juni). Et dansk entreprenørfirme fortæller: "Over de kommende 2½ år bygger Pihl i samarbejde med tyske Bilfinger Bergen 38 km motorvej i Sydnorge mellem Grimstad og Kristiansand. Projektet indbefatter bl.a. (alle fremhævelser er mine, BR) 41 broer, 11 km tunneler, og sprængning af 7 mio. kubikmeter klippe). Det giver stof til eftertanke, ikke? 41 broer og 11 km tunnel på 38 km? De kan, vi kan - ikke? De må, vi må - ikke?

Skrevet 14. juni 2007 af
Bente Krarup Rytter
Sindbjerg Mosevej 26
Sejs
8600 Silkeborg