Tragedien på Sejs hede

Tragedien på Sejs Hede.

Af   Bente Krarup Rytter   og   J.C. Strunge Jensen

Vi befinder os i denne beretning fra Linå sogn i 1800-tallet. Historien foregår på Sejs Hede, som første gang optræder som stedbetegnelse i kirkebøgerne i juli 1838. Frederik 6. dør i 1839 og efterfølges af Christian 8. Michael Drewsen grundlægger Silkeborg Papirfabrik i 1844, og grundloven gives i 1849 af Frederik 7. 1848-1850 er vi i krig om Slesvig. I 1841 har man indført sogneforstanderskaberne som et trin i det kommunale selvstyre. De skal fortrinsvis beskæftige sig med fattigvæsen, skoler og veje. I 1867 afløses de af sognerådene.

I sogneforstanderskabets protokol i Linå sogn kan man i et referat fra et møde den 17. marts 1854 læse, at Hans Rytter i Sejs, hvis hustru og 5 børn længe har været så syge, at det har været nødvendigt med lægehjælp, søger om støtte på grund af fattigdom. Han bevilges to skæpper rug og to skæpper byg.

En måned senere har man igen familien på dagsordenen. Tingene har i mellemtiden udviklet sig katastrofalt. I referatet skriver man: Pastor Pontoppidan bemærkede, at den for Hans Nielsen Rytter på Seishede lang tid stedfundne Sygdom uagtet Distriktslægen flere gang have været tilkaldt have bortrykket Konen og 3 af Børnene, så at der kun er Manden og 4 Børn tilbage, hvoraf Børnene er vedvarende syge og Manden i en Tilstand at han ikke kan erhverve sig det fornødne. Denne Tilstand har krævet ekstraordinær Understøttelse for ham dels i korn og dels i penge og den vil indtil videre være at fortsætte. Med hensyn hertil mener Forstanderskabet det at nok et Lægebesøg foranstaltes og Tilsyn af en frisk Person komme de syge til.

Præsten vil tage sig af det fornødne, og allerede en god halv snes dage senere, den 1. maj, følges der op på sagen: Pastor Pontoppidan fremlagde Brev fra Distriktslæge Ryge angaaende Sygdommen hos Husmand Hans Rytter paa Seis. Efter dette er Tilstanden uforandret, hvorfor Lægen har indstillet at foretage oftere Sygebesøg og forvente den med disse forefundne Omstændigheder mulige nødvendige Forandring i Medicinen Sted, lige som det erindres, at Indberetning ville blive meddelt Amtet for mulig tillige at få dettes Understøttelse. Man vedtog endnu nogen tid at yde de bemeldte fattige fornøden Hjælp og efter Sygdommens Gang at tage andre Foranstaltninger.

Da maj måned er til ende står Hans Rytter alene tilbage med t overlevende barn, datteren Ane Kjerstine. I løbet af tre måneder har han måttet følge kone og 6 børn til graven. Den sidste, der dør, er yngstesønnen Anthon 28. maj. Hvordan kunne det gå så gruelig galt?

Det er klart, at det mere end 150 år senere vil være svært at give et nøjagtigt svar på dette spørgsmål, men vi vil forsøge, så godt vi kan, at redegøre for, hvad vi kan læse ud af kirkebøger og andre skrifter fra tiden.

Ægteskab og børnefødsler.

I juli 1839 er ungkarl Hans Nielsen fra Hårup blevet viet til pigen Ane Marie Pedersdatter i Linå kirke. Det må siges at være på høje tid, hvis deres første barn skal være ægtefødt, for allerede den 24. august ser datteren Karen Marie dagens lys. Det må især have haft betydning for bruden, for hun bliver nemlig selv betegnet som "uægte" i kirkebogen, da hun bliver født i 1818. Oven i købet skriver præsten i kirkebogen under bemærkninger: Slegfreds Barn Moder introduceres ikke til Eksempel for andre. Det er slemt på denne tid. Derimod er der hverken bemærkninger, da den udlagte barnefader, Peder Jochumsen fra Hårup, 14 dage før Ane Maries dåb, bliver viet til Karen Hansdatter, eller da konen 6 måneder senere føder ham en datter, der også bliver døbt Ane Marie. Vores Ane Marie får dog hurtigt en stedfar, da hendes mor, Ane Olesdatter gifter sig med Mads Axelsen fra Linå.

Hans hedder egentlig Hans Jørgen Nielsen og har fået tilnavnet Rytter fra sin morfar, der i folketællingen i 1801 betegnes som Huusmand med Jord og faar Pension som afskediget Rytter. Hans' far, Niels Hansen Jørgen, er husmand og skrædder i Hårup. Vi er ikke enige om, hvilken familie faderen stammer fra, men vi kan konstatere, at han dør under et besøg i Sveibæk Huse i Them sogn i 1817, da Hans kun er 6 år. Hans mor gifter sig hurtigt og får børn med sin nye mand. Hans møder vi igen i kirkebogen ved hans konfirmation. Han er da tjenestekarl i Mollerup og har opnået den for en konfirmand høje alder 16 år. Det har formodentlig knebet at nå tilstrækkelig mange gange til forberedelse, eller også har det knebet at følge med. I hvert fald får Hans ikke som de andre drenge en variation af karakteren "godt" for kundskab og opførsel, men derimod en bemærkning: Maadeligt forsømt formedelst Forældrenes Uformaaenhed.

Man fornemmer kraftigt, at ingen af de to ægtefæller har haft en barndom på livets solside.

For at følge dem på vejen mod tragedien i 1854, må vi udover kirkebogen ty til folketællingerne, der fra 1840 finder sted hvert femte år. Dette år bor de på den gård i Hårup, der bærer landsbyens navn. Haarupgaard er en stor gård med et pænt folkehold. Den ejes af Søren Hansen, der har været forlover ved deres bryllup. På gården bor også Ane Maries mor og stedfader. Mads Axelsen arbejder ligesom svigersønnen som daglejer. I august 1841 får de deres andet barn, Ane Kjerstine, hende, der mange år senere som det eneste barn overlever tragedien. Nu benævnes de som husfolk på Sejs Hede, det vil sige som lejere af et hus. Haarupgaard ejede den største lod på Sejs Hede, matrikel 6 Haarup Bye, og det er sandsynligt, at huset hører til gården.

I 1845 er Hans stadig lejer og daglejer, og de har nu 3 døtre. Ved folketællingen i 1850 er han blevet husmand og går stadig ud som daglejer. Familien er blevet forøget med 3 drenge, Niels, Mads og Laurs, opkaldt efter farfar, (sted)morfar og oldefaderen, der havde givet familien tilnavnet Rytter. Inden året er omme, er familien øget med en lille Anthon. Ane Marie har på 11 år født 7 børn. Hun har altså uafbrudt enten ammet eller været frugtsommelig. Det er ikke så usædvanligt på det tidspunkt. Hvad der er usædvanligt er, at alle 7 børn er i live i en tid med stor børnedødelighed. Det ser altså ud til, at familien klarer sig rimeligt. Som daglejer og husmand har Hans Rytter dog i modsætning til den del af hans naboer, der har træskomagerhåndværket som erhverv ved siden af jorden, kun en beskeden indtjening, der kan gøre det svært for ham at forsørge den stadigt voksende familie. Er det derfor, at han i maj 1853 må sælge sit hus?

Distriktlæge Ryges beskrivelse af familiens bolig

Oplysningen om salg af huset får vi i et brev skrevet af distriktslæge Ryge dagen før 10-årige Niels som den første dør den 5. marts: I Maj 1853 solgte Manden (Hedebonden) sit hus, og i den første Tid derefter boede hele Familien i et såkaldt Lynghus, eller et Rum, som forneden har den blotte Jord, foroven og til Siderne et Lyngdække. Et sådant Hus er den største Del af Aaret endog for koldt til Kreaturer, og Beboerne måtte derfor efter nogen Tid, fordi det blev dem for koldt, fraflytte det elendige Opholdssted. Her er vel lagt den første Spire til Sygdommen, især ved Forkølelse om Natten. For at kunde ligge varmere gravede de dem nemlig ind i en Jordbanke, og de fik således en ny Bopæl, der foroven havde et Lyngtæppe, til Siderne den raa Jord, og i et saadant fugtigt Rum boede 9 mennesker Nat og Dag i 3 til 4 Uger, medens Konen var frugtsommelig og senere hen paa Efteråret fødte en dødfødt Dreng (29. september, siger kirkebogen).

De forlod nu denne Bolig kun for at flytte ind i et midlertidigt opført, raat og ikke gennemtørt Bindingsværkshus af sædvanlig, dog i dette Tilfælde ulastelig Bygningsmaade, men om Efteraaret drev Vandet ned af Væggene, og Gulvet, der var lagt paa en sur og alholdig Jordbund, blev optraadt af Fugtighed. Naar man dertil føjer den Kendsgerning, at Familien i det hele taget førte en ussel Levemaade, og hele Eftersommeren for det meste levede af umodne Kartofler, Tyttebær og Blaabær, og at de i Efteraaret og Vinteren led føleligt af Kulde og Urenhed, saa bliver det sørgelige Udfald af Sygdommen mindre paafaldende.

Efter læsning af denne første indberetning, får man det indtryk, at han nærmest opfatter sygdommen som en følge af underernæring i forbindelse med dårlige boligforhold. I kirkebogen kan man læse, at dødsårsagen angives som "langsom nervebetændelse", den sygdom, som vi kalder tyfus. Tyfus er en speciel form for salmonellainfektion, der smitter fra menneske til menneske via føde eller drikkevand.

Hvilke hændelser, der har skabt det sørgelige udgangspunkt for familien, fraflytningen fra huset i foråret 1853, ved vi ikke, men der er tilsyneladende ikke tale om, at sygdommen trods dens smittefarlighed breder sig til de øvrige familier på heden. 1853 er jo "koleraåret", men den sygdom kommer ikke til Silkeborgegnen. Der ses heller ikke speciel nød i form af dårlig høst hverken i 1852 eller 1853. Treårskrigen er forbi og har selvfølgelig sat sit spor på egnen, men ikke særlig dybt. Det er dog dyrtid. Alle varer er steget voldsomt i pris. Det virker mere, som om det er personlige problemer, der har ramt familien og ført den ud i fattigdom. Ane Marie er med de mange børn og en ny graviditet spændt hårdt for, og hjælp fra de ældre kvinder kan hun ikke få, da både hendes mor og svigermor er afgået ved døden allerede først i fyrrerne.

Familiens dårlige fysiske tilstand kombineret med manglende muligheder for behandling har naturligvis bidraget til katastrofens omfang.

Med datidens forudsætninger kan ingen vel bebrejdes noget. Sogneforstanderskabet tog sig af sagen på grundlag af de henvendelser, de fik fra Hans Rytter og distriktslægen og bevilgede hjælp, som svarede til tidens standard. Distriktslægen var magtesløs, men gjorde, hvad han kunne ud fra sin og datidens viden om infektionssygdomme og deres behandling.

Hans Rytters liv efter katastrofen.

Hans og hans datter bliver boende i Hårup. I 1856 bliver Ane Kjerstine konfirmeret. Men vi leder forgæves efter hende i kirkebogen, da hun er ved at være giftefærdig, og desværre finder vi hende i 1860 i kirkebogen blandt de døde. Hun bliver kun 19 år. Det er næsten ikke til at bære, og det må det heller ikke have været for Hans Rytter. Han flytter til Linå, hvor han arbejder som tjenestekarl på en gård. Det er forståeligt, at han ikke har lyst til at indgå ægteskab igen.

Og nu springer vi frem til en varm junidag i 2006. På terrassen hos formanden for lokalhistorisk forening i Sejs sidder formanden med en besøgende. Den 82-årige Erling Hansen fra Hals har begivet sig på tur for at finde sporene efter sin oldefar. Oldefaderen har boet på Sejs hede. Vi finder i fællesskab frem til en masse oplysninger. Familien er helt uvidende om oldefaderens tragiske fortid, men de ved, at han, Hans Nielsen Rytter, i 1867 i sit andet ægteskab bliver gift med oldemoderen, Antomine Nielsen i Linå kirke. Antomine er enke. Hun har mistet sin mand og lille søn. Og nu gifter hun sig så med den langt ældre Hans Rytter. Året efter får de Erling Hansens farfar, Niels Hansen, som bliver faderløs, da Hans Rytter dør i 1875, 64 år gammel. Antomine er atter enke, men denne gang med tre små børn.

Vi nøjes med at følge sønnen, Niels Hansen. Han gifter sig i 1892 i Gråbrødre sogn i Viborg. Hans far er nævnt som Hans Nielsen Rytter. Familien Hansen flytter til Aalborg, hvor Niels Hansen arbejder som cementmøller på cementfabrikken Norden. Ægteparret får 6 børn, 2 drenge og 4 piger, som har børn og børnebørn. Hans Rytters barnebarn Hans Anders Jørgen Hansen, Erling Hansens far, får alene i sit ægteskab 9 børn, så trods tragedien bliver Hans Rytter stamfar til en stor og levende Rytterslægt. Men dette havde vi ikke vidst, hvis vi ikke havde haft en lokalhistorisk forening på Sejs Hede.