Bjørn Døssing:  På gennemrejse
   

Disse sider indeholder beskrivelser fra mennesker der kun bor i Sejs / Svejbæk i kortere tid eller måske bare er på besøg, som f.eks. Adolf Ludvig Drewsen, der 1850 var på ferie i Silkeborg og skrev om Sejs hede.

Det første indslag er fra Bjørn Døssing's bog "Fra Bomberegn til Ridderkors"  i denne  fortæller Bjørn om sin barndom under 2. verdenskrig, hvor han i en periode boede i Tyskland i Halle og senere i Sejs og Svejbæk, som familien forlod i 1946.
En god bog der værd at læse.

----------
Uddrag:
Måske var det netop det, der var årsagen. Det venlige, det forudsigelige ved George havde tit været nær ved at gøre hende vanvittig, da de var gift. Det var, som om hun langt bedre kunne forlige sig med den egenskab nu, hvor de var skilt. Livet er underligt, tænkte hun.

Tankerne bevægede sig utvunget videre.

Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at da hun første gang så Wilhelms glade, ubekymrede smil, da han hilste på hende fra cyklen, idet han susede forbi, var hendes følelser sat i alarmberedskab med det samme. Han var indbegrebet af en verden uden for Løgstrup, hvor hun boede sammen med George.

Wilhelm vakte følelser i hende, som hun ikke anede, hun havde. Han var suset fra den store verden, og hans ubekymrede indstilling til livet som helhed og kærligheden i særdeleshed gav hende en lykkefølelse, som hun aldrig havde mærket før. Det måtte simpelthen blive dem, så fik det briste eller bære.

Hun kunne ikke modstå ham, da han inviterede hende med ned til Krüger, den gamle oprører, der havde de primitive studenterhytter nede ved Svejbæk. Der kunne man overnatte for få kroner i døgnet, og den sommer lærte hun der en helt ny verden at kende. En verden, som hun ville tage del i uanset omkostningerne.



Bjørn sidder med Krüger ved studenterhytterne i Svejbæk. .

Wilhelm kunne deklamere lange passager fra tyske klassiske teaterstykker og digte. Han kunne spille og synge. Hans blåsorte hår dansede omkring ham, når han demonstrerede kosakdans for hende. Han var mørk i huden og en absolut spændende mand, og hun følte stærkere og stærkere, at hun ikke kunne   leve uden ham.

­ Hvordan skulle jeg kunne leve i Løgstrup resten af mit liv, når jeg har set en flig af den verden, der er så anderledes og spændende, tænkte hun, mens hun sad og så på den sovende George med et kærligt smil. Hun elskede virkelig to mænd på samme tid, men kunne kun leve sammen med den ene. Og denne ene skulle være Wilhelm. Det vidste hun nu.  

Al den lykke med Wilhelm resulterede i to børn, som blev født kort tid efter hinanden. Pengene havde været meget små, men en helt ny og anderledes tilværelse åbnede sig for hende. En tilværelse der kom til at forme sig ganske anderledes, end hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Hun ville få brug for al sin kraft og charme ­ blot for at overleve de kommende år.


(Ophold i Halle under krigens natlige bombardementer.)



Kapitel 10

Vi rejste til Sejs, ikke langt fra Svejbæk. Den egn, hvor de for år siden havde danset kosakdanse sammen. Der, hvor studenterlynghytterne engang gav dem enkelt og primitivt husly. Der, hvor de havde været så utroligt lykkelige sammen, men hvor lykken slap op, da krigen brød ud, ville de finde den igen og skabe et nyt og bedre liv sammen med os sammenbragte børn.

Vi lejede et sommerhus, ikke langt fra Sindbjerg. Grunden grænsede op til skoven, hvor der var utallige muligheder for at lege. Mine brødre blev hentet hjem fra børnehjemmet, og alt tegnede lyst.

Der var fred, og vi var sammen.

Sommerhuset var meget enkelt, og hver dag gik vi brødre ind i skoven og samlede fyrrekogler og huggespåner på mosset under de høje træer. Her var tyttebær, blåbær og svampe. Alt hvad vi kunne ønske os. Koglerne og huggespånerne var varme og tørre, og vi brugte dem i komfuret i sommerhuset, når vi skulle lave mad. På grund af deres store harpiksindhold brændte de let og hurtigt. Det var endnu sommer, og alting var lyst og let.

Adleren havde vi endnu. Somme tider, når der var penge til benzin, stuvede Wilhelm os alle sammen, og så kørte vi en tur ind til Silkeborg og tilbage igen. Senere var det et spørgsmål om overhovedet at få benzin nok, så vi kunne komme ind til byen. Så der gik ikke lang tid, før den gamle, åbne officersvogn måtte afhændes. Vi havde ikke råd til at have den mere.

På grunden var der et gammelt hønsehus, hvor der var lyst strandsand på gulvet. Det blev ikke til det telt, min mor havde lovet os i brevet fra Halle, men vi havde i stedet det lune hønsehus, hvor vi kunne lege, når vejret var dårligt.

Wilhelm havde bragt mange ting med sig fra Tyskland. Blandt andet havde han en større samling grammofonplader og en rejsegrammofon med stålnåle. Den fik vi til at lege med i sandet i hønsehuset. Selvfølgelig hørte vi musik, når vi havde trukket rejsegrammofonen op med stålsvinget i siden, men pludselig var der en af os, der fandt på, at man kunne hælde strandsandet fra gulvet op på den roterende grammofonplade, mens vi hørte musik. Det blev hverken musikken eller grammofonen bedre af.

Af og til kunne vi drenge gå langs skoven, ned til søen, hvor der i en lille vig var et par robåde og en lille bro. Netop der skinnede solen så dejligt, og vi kunne både soppe og fiske, hvis vi havde lyst til det. På en eller anden måde må jeg have fået fat på noget fiskegrej ­ en lille krog, line, prop og bly ­ ikke mere, men nok til at jeg kunne søsætte min første orm.

Ringe i vandet uden om den rød-hvide prop.

­ Der er biiiiiid!

Jeg havde fanget min første fisk. En fem centimeter lang aborre, som jeg forsigtigt trak op. Vi havde medbragt en mælkeflaske med vand. Den fyldte jeg med søvand og slap den lille fisk derned. Glassets krumning bevirkede, at fiskens form ændrede sig, når vi drejede flasken og så på den. Og vi hjembragte den i triumf.

Naturen var der altid, og den svigtede aldrig.

Wilhelm havde fået lidt arbejde med at holde foredrag og vise film i de mange flygtningelejre, der fandtes rundt omkring i landet efter krigen, men indtægterne var virkelig små, og det begyndte at slide på nervesystemet.

Min mor og Wilhelm kom tiere og tiere op at skændes. Dengang forstod jeg det ikke, men når man tænker på, hvad vi alle, og ikke mindst de, havde været igennem i de forløbne fem år, forstår jeg godt i dag, at der måtte komme en reaktion. Vi vågnede tit om natten, når de sloges, skreg og kastede ting i hovedet af hinanden.   

Mange dage fik vi kun havregryn, sukker og mælk, og det var en lidt ensidig kost til vi fire drenge midt i voksealderen.

Fyrreskoven bag ved huset blev vores tilholdssted. Der så vi harer, egern og en vidunderlig flora. Når skænderierne blev for voldsomme, søgte vi tilflugt i skoven, som på den måde blev vores trygge tilholdssted. Der var der ro, og der havde vi gode oplevelser. Men vi var altid nervøse for at komme hjem, for vi vidste ikke, hvordan sindsstemningen var. Somme tider sad de og græd og holdt om hinanden, og til andre tider var der kun en kort udmattelsespause i deres skænderier. Vi var rystende, når vi nærmede os sommerhuset.

Skænderierne mellem min mor og Wilhelm blev værre og værre. Al den lykke, de håbede på at kunne genoptage fra tiden før krigen, var efterhånden forsvundet op i den blå efterårsluft.

Hvis vi skulle til Silkeborg, måtte vi gå frem og tilbage. En nat gik jeg med min mor gennem skoven de mange kilometer fra Silkeborg til Sejs. Jeg var lidt bekymret for turen, men da vi var kommet forbi et vejsving i skoven, stod månen op. Vi kunne se den som en kæmpemæssig orange appelsin med de skarpe konturer af de store træer mellem månen og os. Det var et dejligt og beroligende syn, som gjorde turen rarere. Jeg har aldrig haft indtryk af, at min mor var bange for noget som helst. Enten har hun været god til at skjule sin angst, eller også har hun været så fast forankret i sin tro på, at der var en højere magt, der beskyttede både hende og vi andre. Netop det havde hun så tit givet udtryk for i brevene fra Halle.

Hun gik aldrig i kirke, men både hun og mine bedsteforældre i husmandsstedet uden for Århus lagde sig hver aften på knæ foran sengen, lænede albuerne på dynen og bad deres fadervor. Den tro havde hun med hjemmefra, og der er ikke tvivl om, at den bar hende gennem meget.

Familien blev efterhånden meget belastet af skænderierne. Vi vågnede flere og flere nætter, hvor vi hørte dem råbe og skrige som vilde, og nu var de også begyndt at kaste forskellige større ting efter hinanden. Det kunne være vaser eller andet porcelæn, som knustes  med høje brag, når de ramte væggene. Samtidig råbte de, så huset rystede, og når de skulle retfærdiggøre sig over for os, viste de os store hårtotter og fortalte om, hvordan enten den ene eller den anden havde rykket så og så meget hår af den anden under de natlige kampe.

Vi var trods alle prøvelserne så unge, at vi ikke kunne se den psykologiske baggrund for det, der skete. Dengang var der ikke noget, der hed krisehjælp, men der er ikke tvivl om, at vi alle ville have haft nytte af at få behandling.

Tiden op til befrielsen sammen med mine bedsteforældre på deres lille, men meget hyggelige ejendom, og det rolige liv på landet havde for en tid hjulpet på mit nervesystem, men nu vældede det hele op igen. Minderne om bombenætterne i Halle blandede sig med de natlige mareridt, når skænderierne i sommerhuset ved Sejs var på det højeste. Jeg blev tynd og indadvendt og havde ikke et eneste sted, jeg kunne vende mig hen for at få bare en lille smule ro. Og der var ikke et menneske, jeg kunne tale med om den uhyggelige angst.

Jeg længtes tilbage til mine bedsteforældre, og af og til, når vi sad rystende sammen i skoven, og vi kunne høre skænderierne, som i ugernes løb næsten blev kampe, tænkte jeg på at flygte helt væk fra det hele. Jeg tænkte på, at vi ville have det meget bedre alle sammen, hvis vi ikke var sammen. Jeg tænkte ikke på selvmord ­ slet ikke, men bare på at komme væk. Hvorhen vidste jeg ikke. Bare væk.

Vi var på et tidspunkt nødt til at flytte fra sommerhuset i Sejs. Måske har naboerne klaget over uroen. Måske har vi ikke kunnet betale huslejen, men i hvert fald flyttede vi til et andet sommerhus i Svejbæk. Det lå lidt højt på en lille skråning, og det var desværre omgivet af andre sommerhuse langt væk fra vores trygge skov, som i mange tilfælde havde hjulpet os til et skjulested.

Jeg blev meldt ind i den lokale skole, som lå endnu længere væk, og jeg måtte hver morgen gå den lange vej til skolen, hvor alle var fremmede for mig. I en lang periode fra befrielsen til dette tidspunkt havde jeg ikke gået i skole. Men nu var det alvor igen, og jeg blev placeret i en gruppe, hvor jeg efter min alder burde være, i en rød flerklasses skolebygning. Læreren havde ikke sans for min særlige situation. Jeg havde lært mange ting, som klassen ikke havde, og klassen havde lært mange ting, som jeg ikke havde lært, fordi jeg ikke havde gået i skole i en forholdsvis lang periode.

Jeg var simpelthen blevet bagudsejlet i normal skoleforstand. Det var ikke rart, og jeg var samtidig så underernæret i både mad- og omsorgssammenhæng, at jeg ikke kunne samle tankerne om de simpleste spørgsmål i skolen.

Jeg savnede skoven og roen der.

Små lyspunkter var der dog. På vejen til og fra skolen skulle jeg forbi træskofabrikken, hvor døre og porte stod åbne. Så der kunne jeg stå ­ somme tider i timevis ­ og se på, at de dygtige håndværkere fremstillede træsko, der var en stor artikel på den tid.

Det var en fornøjelse at se, hvordan de udhulede den form for træsko, der senere skulle blive til spidstræsko, hvor størstedelen var lavet af et udhulet stykke træ. Hen over vriststykket blev der sømmet et stykke læder. Senere blev de tjæret. Alt i alt var det en proces, der optog mig lige så meget, som da jeg fulgte smedenes arbejde ved gadekæret i Tilst. Det var spændende at se på, og der duftede dejligt af frisk bøgetræ og tjære.

Hjemme i sommerhuset var der en trist stemning. Pengene var stadig meget små, og skænderierne mellem min mor og Wilhelm blev værre og værre.

Vi vågnede stadig om natten, når de råbte og skreg og slog løs på hinanden. Jeg genoplevede angsten fra bombeangrebene i Halle. Jeg kom til at ryste over det hele. Min seng var våd af sved, og tænderne klaprede i munden på mig.

Jeg kunne ikke forstå det. Mine brødre og jeg græd i kor, hver gang de sloges. Og nerverne hang i laser. Det var frygteligt på samme måde, som det var frygteligt i Halle, men nu af en helt anden grund.

Senere i livet har man kaldt mig konfliktsky. Måske er jeg det, men årsagen er helt klar for mig: Disse oplevelser fik mig til resten af livet at hade skænderier som pesten. Ikke mindst skænderier om, hvad jeg betegner som bagateller, set i sammenhæng med, hvad jeg dengang oplevede. Det var efter min mening så dræbende meningsløst.

I perioder havde vi så få penge, at vi ikke engang havde råd til at købe tændstikker, så vi kunne få fyret op i komfuret. Vi havde derfor en fyrsten, som Wilhelm havde banket ind i den øverste ende af skaftet på en grydeske. Når man tog et glasskår og trak det hen over fyrstenen, kom der fine, kraftige gnister. Gnisterne kunne antænde en lille bunke celluloidspåner, som vi havde skrabet af skaftet på en tandbørste, og hvis man var hurtig, kunne vi få ild i en fidibus af papir, som vi havde lagt lige ved siden af celluloidspånerne. På den måde fik vi   tændt op i komfuret.

Det skete af og til, at der kom penge til huse. Måske et ekstra honorar for et foredrag eller en filmforevisning. Så blev jeg sendt hen til den nærliggende købmand for at hente varer. Specielt trængte vi til fede ting som ost og lignende. Vi kunne købe nogle specielle kuglerunde hollandske oste, som var omgivet af en beskyttende rød paraffinskal. Dem købte vi flere af og proppede os. Vi havde efter alle havregrynene morgen, middag og aften stærkt behov for fedtstofferne.

Men den tilværelse, min mor og Wilhelm havde stillet os i udsigt, og som vi havde håbet på at få, blev ikke mulig. Der var gået for lang tid. Der havde været for mange grusomheder og for meget meningsløst had i de forløbne krigsår til, at nogen kunne forvente at finde tilbage til den lykkelige og sorgløse tid, de havde haft før krigen. Fysisk og psykisk var vi alle nedbrudte, og der var ikke håb om hjælp fra nogen eller noget.


Kapitel 11

Jeg er ikke klar over, hvordan det økonomisk kunne lade sig gøre, men vi fik stillet en treværelsers lejlighed til rådighed på Århusbakken i Silkeborg. Lejlighedskomplekset lå ikke langt fra skoven, så der åbnede sig igen muligheder for os. Endnu en gang brød vi op.

Alle familiens ejendele kunne være på en hestevogn med to islænderheste foran, så jeg fik lov til at sidde på bukken sammen med kusken, og jeg var meget, meget glad. Jeg håbede sådan, at vi nu kunne begynde på en ny tilværelse, hvor vi havde bedre forhold, og hvor de to voksne måske ikke ville skændes så meget mere.

Vi skelnede altid mellem łde små˛, mine tre yngre brødre, og mig. Fx havde min mor altid fortalt mig, at det var nødvendigt, at de små var på børnehjem under krigen, mens jeg skulle bo hos mine bedsteforældre. Hun hævdede gang på gang, at uanset hvad der skete, så skulle jeg aldrig nogensinde på børnehjem. Hun ville gerne understrege, at hun og jeg havde et helt særligt forhold, som intet måtte forstyrre.

Også i forbindelse med flytningen fra Svejbæk til Silkeborg fortalte hun mig, at nu begyndte der en helt ny tilværelse for os alle sammen, og nu skulle alt blive godt som før. Nu skulle vi rigtig lege og have det sjovt.

Da vi kom kørende på det hestetrukne flyttelæs op ad Århusbakken, skulle vi dreje ind til den røde husblok, hvor vi skulle bo. Kusken, en bondemand fra Svejbæk, rakte pisken til højre og trak hestevognen en smule over mod venstre side af vejen for at få det rigtige sving på. Hestene var under drejning næsten ovre i højre side igen, da der lød et brag.

En motorcyklist, der kom kørende i god fart bagfra, havde på grund af flyttelæsset overset kuskens pisk. Han må have troet, at vognlæsset var på vej til at dreje til venstre og derfor ville han køre højre om vognlæsset. Resultatet blev, at han kørte ind i hestene, som stejlede og vrinskede af skræk.

Motorcyklisten kom slemt til skade, da den ene af hestene var landet oven på ham, mens han lå ned. Det var et større blodbad, og svækket, som jeg var af udmattelse på grund af de hjemlige forhold, brød jeg fuldstændig sammen i krampegråd. Det føltes, som om hele verden faldt sammen.

Men langt om længe lykkedes det at flytte ind i ejendommen. Der var rent og pænt. 3 værelser, køkken og en lille altan. Udsigt til skoven til den ene side og udsigt til en lignende blok til den anden side, der vendte ind mod byen.

Der var vel gået et par uger, da det ringede på døren. Jeg lukkede op og blev slået med rædsel. For uden for stod to betjente og en civilperson og spurgte efter Wilhelm eller min mor. Som et lyn i brystet mindedes jeg den nat i Halle, hvor politisoldaterne havde hentet Wilhelm. Og nu stod der nogle nye her ­ ganske vist danske ­ men i sorte uniformer. Jeg var så bange, at jeg troede, det var verdens undergang.

Politifolkene var flinke nok. Men jeg rystede over hele kroppen, da jeg blev kaldt ind i stuen. De var kommet for at afhøre mig 11-årige dreng i forbindelse med færdselsuheldet, hvor både motorcyklisten og hestene var blevet voldsomt skadet. De havde skitser med af vejen med indkørslen til blokken, hvor vi drejede ind, og jeg skulle med en blyant tegne op, hvor langt vi havde været ovre i venstre side af vejen, før vi drejede til højre. Jeg kunne slet ikke huske det, og tegnede så godt jeg kunne for hurtigst muligt at slippe væk fra forhøret.

Jeg hørte aldrig, hvordan denne sag endte, men blev dog klar over, at motorcyklisten selv var politibetjent i civil.

Endnu en gang skiftede jeg skole. Det blev Langs Skole i Silkeborg. Skolen ligger midt inde i byen, så der var en ordentlig spadseretur frem og tilbage. Jeg lærte hurtigt nogle gode genveje, hvor jeg fx kunne komme forbi Falckstationen og betragte de flotte røde biler. Somme tider kunne man være så heldig at få udleveret et falck-mærke med ørnen på. Det mindede mig svagt om den tyske ørn, der var blevet stemplet på alle vore papirer under krigen. Men kun svagt, for jeg syntes, mærket var flot.

I den nærliggende skov, hvor jeg gerne ville have haft mulighed for at gå over, var vejen spærret af en stor flygtningelejr. Det var ungarere, som boede i barakker, der under krigen havde været benyttet af tyskerne.

Nu husede baraklejren flygtninge, og de levede både tæt og under beskedne former. De fik deres ugentlige rationer ­ også af tobak og cigaretter ­ og da mange af dem ikke røg, var det ikke usædvanligt, at min mor købte cigaretter hos dem. Som regel var jeg sendebud, når der skulle handles.

I store udgravninger lå resterne fra krigen. Tyskerne havde brændt alle arkiver, før de rejste sydpå, men alle jernbeslagene var der, og alle andre metaldele lå hulter til bulter i jordoverfladen. Tingene var kun nødtørftigt dækket til. Af og til gravede vi i dyngerne, og så dukkede der både skrivemaskiner, lamper og mange andre ting op fra den sorte grusbunke.

Vi ville gerne længere ud i skoven, men da nogle af de andre børn på stedet med bestemthed hævdede, at en nøgen mand løb rundt derude med en stor økse, satte dette en naturlig grænse for os. Vi turde simpelthen ikke gå derud. I stedet kom vi mere og mere sammen med de ungarske flygtninge, som af og til fejrede nationale festdage, hvor de med deres beskedne midler og primitive musikinstrumenter fik hele lejren pyntet op. Alt var pyntet i grøn-rød-hvide farver. Det var meget festligt, og vi fik mange gode venner der.

På et tidspunkt i denne periode så jeg, at en masse mennesker havde taget opstilling langs landevejen, der førte ned til Silkeborg. Jeg spurgte om, hvad der skulle ske, og fik at vide, kong Christian d. 10. skulle besøge Silkeborg i en festlig anledning. På den måde fik vi lidt sent at vide, at kongen ville komme  kørende forbi Århusbakken, hvor vi boede, når han skulle besøge byen.

Jeg må have ment, at kongen burde hyldes, så jeg spurtede hjem. Inde i stuen stod der en buket hvide haveroser i en vase. Jeg rev dem op af vasen, drejede noget papir om stilkene og en elastik udenom, og så tilbage til landevejen i fuldt firspring. Der stillede jeg mig op mellem de andre ventende, og langt om længe så vi kongens vogn komme i moderat tempo nede fra skoven. Foran kørte et par betjente på motorcykel, og flere biler fulgte.

Kongen var i generaluniform og sad bag i den imponerende vogn, der var åben. Da vognen var lige ud for mig, kastede jeg roserne op til ham. Men hastigheden var alligevel større, end jeg havde regnet med, for haveroserne ramte kongen lige i ansigtet. Jeg blev meget forlegen og noget forskrækket, men inden jeg så mig om, var vognen væk igen på vej ned til den officielle modtagelse i Silkeborg.

Nede i havnen, hvor Himmelbjerg-bådene lægger til ved kiosken over for papirfabrikken, lå en kæmpemæssig brun motorbåd. Den var enorm efter Gudenåforhold, og det blev fortalt, at båden havde tilhørt marskal Göring under krigen. I dag kan jeg ikke rigtig se, hvad Göring skulle bruge en båd til på Gudenåen. Men det hed sig dreng og dreng imellem.

Samme sted kom jeg en dag gående. Det var vinter, og jeg så tilfældigt op ad skrænterne mod sygehuset da jeg fik øje på en stor blikkasse, der lå og flød på græsskrænten. Nysgerrig, som alle drenge er, gik jeg op for at se, hvad det var, for der plejede ikke at ligge noget der. Da jeg kom hen til kassen, så jeg, at den var fyldt med is. Jeg tog den med ned til landevejen og kastede den ned på fortovet, hvor isen splintrede. Det viste sig, at blikkassen var fyldt med revolverpatroner og håndgranater, som trillede ud på vejen. Vorherre havde endnu en gang holdt hånden over mig, for hvad kunne der ikke være sket.

Vi skulle holde jul, og storsindet havde min mor og Wilhelm inviteret min far George med, så han kunne være sammen med mig og dem juleaften. Aftenen forløb godt. Vi fik rigeligt at spise, og vi fik alle fire et par ski i forskellige størrelser. Blot var det kedeligt for os, at skiene blev leveret tilbage til forretningen lige efter jul, da George var rejst hjem igen.

På et tidspunkt må der være kommet penge til hjemmet, for min mor tog os alle fire med over til en skrædder, som boede i Alderslyst på den anden side af søerne. Der skulle vi alle fire have syet mørkeblå frakker med store blanke sømandsknapper på. Det harmonerede meget dårligt med, at vi stadig levede af rå havregryn, sukker og mælk, som vi blandede sammen i en meget stor skål og spiste af, som vi havde lyst til.

Jeg havde regnet med, eller i hvert fald håbet på, at min mor og Wilhelm ville glæde sig over, at vi nu boede under bedre forhold. Wilhelm kørte mange gange de 40 kilometer til Århus på cykel for at holde foredrag eller for at vise en film, men forholdene var stadig fortvivlende om natten. Vi hørte dem stadig skændes og slås, så det rungede i hele ejendommen, og når de havde kastet ting efter hinanden, fik det knuste porcelæn lov til at ligge i dagevis bagefter. Vi var tit alene med vores mor i længere perioder på flere dage, hvor ingen vidste, hvor Wilhelm var.

Det var jo meningen, at vi nu skulle være lykkelige, at vi skulle lege, føle os trygge og i det hele taget have det rart med hinanden, men tilværelsen blev mere og mere uudholdelig for os alle.

 
Kapitel 12

Jeg er lige vågnet. Ligger fredeligt og hører brødrenes tunge åndedrag. De snorksover. Vi har rullegardin for vinduet i vores værelse. Det er lyst, næsten gulligt ­ ikke mørkt som krigens rullegardiner. Nu er der fred, og så må man godt have gullige rullegardiner, som slipper dagslyset ind af nogle sprækker i siderne og desuden gennem tre huller, hvor en af os på et tidspunkt har fået prikket hul med en større ting. Solen skinner ind gennem de tre huller og danner nogle lyspletter på væggen overfor. Hver gang jeg døsigt har lukket øjnene et øjeblik, kan jeg se på tapetmønsteret, at solen har flyttet sig lidt i mellemtiden. Kun ganske lidt.

Jeg ved ikke, hvad klokken er, men det er tidlig morgen, fornemmer jeg på sollyset. Det bliver en herlig dag, tænker jeg, for når vejret er godt, kan vi være ude, og når vi kan være ude, er vi fri for at høre skænderierne. Jeg hopper ned på gulvet og kan høre, at min mor kalder på mig fra det lille soveværelse, hun og Wilhelm deler. Det værelse er ikke så lyst som vores om morgenen, for det vender ud til den anden side. Mod vest ved siden af altanen.

­ Bjørn! siger hun. Kan du ikke hente et glas vand til mig?

Jeg går hen til køkkendøren og tager i dørhåndtaget.
Døren binder lidt, og det kan jeg ikke forstå, for det plejer den ikke.

Jeg stemmer skulderen og hoften lidt imod, og så går døren op. Jeg bliver lidt forskrækket og forbavset, for der daler gummislangestrimler ned fra døren, idet den går op.

Jeg puffer døren helt op.

Og tiden står stille. Det svimler for mig. En ram lugt slår mig i møde, og der på køkkengulvet med et håndklæde lagt sammen under hovedet, ligger Wilhelm. Begge gasslanger er trukket ud af gasapparaterne. Slangerne hænger løst ned mod ham. De bevæger sig lidt frem og tilbage på grund af den udstrømmende gas, der rammer ham i ansigtet.

Ansigtet er gustent, næsten sortagtigt, og sveden tapløber i store mængder fra hele kroppen.
Hans blåsorte hår klistrer til hovedbunden. Det skiller, så man kan se den lyse hud under håret, og der løber spyt ud af munden på ham.

Han er dybt bevidstløs.

Dette sker i løbet af sekunder. Så vender jeg mig om og løber ind til min mor.

­ Mor! mor!  Wilhelm ligger ude i køkkenet. Og der er åbent for gassen!

Min mor sprang op og løb ud i køkkenet, hvor hun hurtigt lukkede vinduerne op.

­ Bjørn, luk vinduerne og altandørene op! Helt op! råbte hun til mig.

Jeg skyndte mig og fik både vinduer og døre op, så der kunne blive gennemtræk. Imens lukkede min mor for gassen.

­ Tag et par bukser på, Bjørn og løb over til fru Lohmann og bed dem om at ringe efter Falck!

Hun satte sig på hug ved siden af Wilhelm og strøg ham over panden.

I mellemtiden var mine brødre vågnet. De kaldte på hende, men hun råbte med en skinger stemme, at de skulle holde døren lukket og blive i sengene. Jeg fik hurtigt mine korte bukser på og tog i yderdøren for at komme ud, men den var låst. Jeg ruskede i den, men selvfølgelig kunne den ikke komme op.

­ Den er låst! råbte jeg. Jeg kan ikke komme ud!

­  Jeg ved ikke, hvor nøglen er, så du må prøve at komme ud over altanen!

Heldigvis boede vi i stuen, men der var alligevel for langt ned for mig. Min mor kom til og bad mig om at kravle op på altankanten. Så løftede hun mig ned, indtil jeg hang i hendes og mine strakte arme. Derfra var der ikke langt, så jeg sprang det sidste stykke ned på græsplænen og stormede over græsset til fru Lohmann, der boede i stuen i den anden boligblok.

Jeg råbte ind gennem døren, hvad der var sket, og hun skyndte sig at ringe efter Falck.

Chok og forskrækkelse fik mig til at ryste over det hele. Mine knæ slog mod hinanden, og jeg begyndte at græde vildt og ubehersket. Fru Lohmann tog mig med ind i stuen og sagde til hr. Lohmann, at han skulle gå over og hjælpe min mor og få fat i mine brødre. Han løb derover med det samme, og lidt efter kom han tilbage med dem. Straks efter at have afleveret brødrene løb han tilbage for at hjælpe min mor.

Vi kunne høre udrykningen ude på landevejen.

Familien Lohmann var nogle venlige mennesker, vi havde lært at kende. De kom jævnligt og lånte en bog fra bogreolen, så vi kendte dem nogenlunde godt. De tog sig af os den første dag.

Min mor fulgtes med Wilhelm i ambulancen til sygehuset. Det lå heldigvis nogle få hundrede meter nede ad landevejen ind mod byen, så der var ikke langt.

Hen på eftermiddagen, da vi havde fået noget mad af fru Lohmann, ringede min mor med svag stemme fra sygehuset. Hun sagde, at Wilhelm var bevidstløs og fik ilt.

­ Dør han, mor? sagde jeg.

­ Det ved de ikke. Ingen kan sige noget. Nu må vi se tiden an.

­ Må jeg komme over til dig? spurgte jeg.

Først afslog hun det, men jeg må have spurgt meget indtrængende.

­ Ja, men så kom. Men kun et øjeblik, for vi må ikke trætte Wilhelm.

Jeg løb over på den anden side af landevejen, ned mod byen og ind ad den brede indkørsel til sygehuset. En sygeplejerske viste mig vej. Hun bankede stille på døren til værelset.

Indenfor sad min mor på en hvid stol ved siden af sengen, hvor Wilhelm lå. Han havde fået en iltmaske over næse og mund, men sveden tapløb stadig ned over hans nu næsten blåsorte ansigt.

Min mor drejede et dyngvådt lille lommetørklæde i hænderne. Om og om igen. Hele tiden.

­ Tror du, han dør, mor? hviskede jeg.

Hun så på mig og nikkede, mens hun snøftede lidt.

­ Ja, Bjørn. Det tror jeg. Men så længe der er liv, er der håb. Jeg har sådan bedt og bedt i alle de timer, der er gået.

Jeg var lidt forbavset, for de mange, mange rædselsmåneder med de uhyggelige natlige skænderier havde fået mig til at tro, at min mor hadede Wilhelm. Men det gjorde hun måske ikke alligevel, når det kom til stykket. Jeg troede, at hun ville føle det som en lettelse, hvis han døde, men det gjorde hun åbenbart heller ikke.

Det var ikke nemt at forstå.

Vi kunne selvfølgelig ikke blive ved familien Lohmann, så vi blev allerede samme aften hentet og anbragt på Børneasylet, som lå nede ved havnen i Silkeborg. Her var der varm mad, gode senge og nogle trøstens ord til vi drenge i de første dage. Jeg havde ikke kontakt med min mor.

De sagde, at hun havde fået et nervøst sammenbrud, da Wilhelm døde i løbet af natten. Alle de mange og voldsomme omvæltninger og umenneskelige oplevelser han havde været igennem, og skuffelsen over, at han og min mor ikke havde kunnet finde deres kærlighedsrytme fra før krigen sammenholdt med, at han ikke kunne tjene de penge, familien havde brug for, havde fået hans nervesystem til at kortslutte, så han ikke så anden udvej end at begå selvmord.

Vi var ikke med til hans begravelse. Hørte kun om den.

Wilhelm var på dramatisk vis kommet ind i min  mors og min tilværelse, og han havde på lige så dramatisk vis forladt os igen.

Min mor blev enlig mor med fire drenge, men hun vidste det ikke, for hendes sjæl var et andet sted. Jeg havde allerede fornemmet det, da jeg så hende på sygehuset.

Munden var en bleg streg, og øjnene, de forgrædte øjne, havde mistet deres glans. Hun havde siddet stille og set ud, som om en eller anden havde slukket for hendes liv, som når man slukker en kontakt. Lyset var væk. Hendes øjne var døde, og hendes tanker var langt borte. Jeg kunne ikke nå hende mere.

( Uddrag fra Bjørn Døssings erindringsbog: Fra bomberegn til ridderkors)