Frihedskampen  1940- 1945
   

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Chr. Richardt 1857


Familien Krarup Andreasen

En enkelt familie i Silkeborg havde flere medlemmer med i modstandsbevægelsen, nemlig familien Krarup Andreasen. Den første, der meldte sig, var skovarbejder Hans Krarup Andreasen. Han var faktisk med fra den dag, tyskerne overskred grænsen, og han var således i spidsen den dag, der for alvor blev tale om at få et arbejde i gang.

Hans brødre, Nils og Ulrik, fulgte i hans fodspor og var lige ,så ihærdige. Hjemme hos forældrene Josef og Elvine Krarup Andreasen på Sindbjerg, behøvede de ikke at skjule noget. I dette hjem mødtes frihedsbevægelsens folk, og der kom udsendte mænd fra andre byer. Som omtalt måtte Hans Krarup og hans gode ven, Sv. Ulrik Petersen forlægge deres virksomhed til Aalborg, hvor Gestapo indhentede dem.

Det var et hårdt slag for forældrene, da de modtog dødsbudskabet, men de blev ikke modløse. Tværtimod skærpedes deres forståelse af, at modstanden ikke måtte svækkes. De fortsatte med at yde deres håndsrækning. I sommerhuset ved Sejs opbevarede de sprængstoffer, og ofte skjulte de her mænd, som var bedst tjent med at være usynlige i nogen tid. En gang boede de jyske likvidationsfolk i sommerhuset.

Sønnen Niels blev leder af sabotagegruppen Øst, og broderen Ulrik var hans trofaste kammerat. 
Hele familien var således med i et undergrundsarbejde, som en dag skulle give så gode resultater,

Hele folket står i taknemmelighedsgæld til sådanne familier.

Ovenstående er klippet i:
Derfor måtte vi sejre udgivet af Midtjysk Forlag i 1985
Billede: EM


Mindestenen i Nordskoven

 En lørdag eftermiddag i september 1945 er en hundredtallig skare af mennesker samlet i Nordskoven nær ved Nyløkke.  Deres blikke er rettet mod en stor, grå natursten rejst i en lille rydning mellem et bøgetræ og et egetræ, begge træer af anselig alder.  Vender man blikket den modsatte vej ser man ud over et stykke nyplantet egeskov og langt borte skoven på den anden side af Brassø.

 Skaren består af arbejdskammerater, venner og slægtninge til den mand, hvis navn står på den nys afslørede mindesten:  Hans Krarup Andreasen.  Der er også repræsentanter til stede for Statsskovvæsenet og Frihedsbevægelsen.  Da man har sunget:  ”Det haver så nyligen regnet”, tager kgl. skovrider Schoubye ordet:  ”Den mand, hvis mindesten vi her er samlet om, hørte Silkeborgegnen til.  Han er født og opvokset ved Silkeborgs skove i huset dernede bag bakken, og da han kom til skelsår og alder, fik han sit virke i den samme skov.  Forår, sommer og høst færdedes han her og arbejdede flittigt og dygtigt.  Han elskede fred og fordragelighed, og man var måske aldrig kommet til at kende Hans Krarup Andreasen uden for byen, hvis ikke besættelsen var kommet.  Måske var han blevet sine kammeraters tillidsmand, for tillid det indgød han.

 Da den 9. april kom, tog han sit standpunkt.  Han ville bekæmpe den fjende, der var trængt ind i landet.  Han begyndte med de små midler, og hvor småt det end kunne synes, viste det tyskerne, at de ikke var velkomne og krævede folk på poster, hvor det ellers ikke var nødvendigt.  Han blev sabotør, og det var naturligt for ham.  Han arbejdede støt om dagen heroppe i skoven, og om natten arbejdede han dernede ved jernbanen – og ingen vidste det.  Da modstandsbevægelsen i Silkeborg blev organiseret, kom han med i forreste række og var med i alle de store opgaver, der skulle løses.

 Til sidst måtte han forlade sit hjem og sine kære for at få nye opgaver, som han fuldførte, men de sled hårdt på hans kræfter, og han blev syg og måtte holde sengen.  Når han lagde sig til sengs, vidste vi, at det var absolut nødvendigt.  Og så en nat bankede det på døren, og han vidste, hvad der ventede ham; men han besluttede at sælge sit liv så dyrt som muligt.  Han skød igen, da der blev skudt gennem døren, og da Gestapo sprængte døren, fandt de Hans Krarup Andreasens afsjælede legeme.  Han var faldet i åben kamp, og når han skulle dø for sit land, kunne han ikke få en skønnere død.  Der kunne skrives et drapa om Hans Krarup Andreasens færd, der i mangt og meget ligner de islandske sagaer, hvor mænd gik i døden for det, de havde kært, og måske der også engang bliver skrevet et drapa om denne mand.

 Statsskovvæsenet har givet os lov til at rejse denne sten til minde om Hans Krarup Andreasen her i Nyløkke, hvor han havde sit arbejde.  Lad den da være en påmindelse, som måske kan vække til dåd i fremtiden.  Æret være hans minde.”

 Modstandsbevægelsens byleder i Silkeborg, fabrikant Gisselbæk tager derefter ordet og siger blandt andet om de første modstandsfolk:  ”Dengang betragtedes deres aktioner som drengestreger, men der var dengang heller ikke nogen egentlig modstandsbevægelse.  Kontakten med England kom først senere.  De modigste dannede sabotagegrupper, og til dem hørte Hans Krarup Andreasen.  Han blev leder af Sabotagegruppe Øst, der voksede sig stor og stærk.  Hans Krarup gav altid sit ord, når noget skulle udføres, og han svigtede aldrig.  Han forstod også at behandle sine folk rigtigt, og de forstod, at hans beslutninger var de rigtige.  Når vi kaldte på ham for at få hans hjælp, så kom han altid trods vind og vejr. En dag kom hans bror så og fortalte, at Hans var død.  Det er en lykke at vide, at Hans har kæmpet for en sag og ikke kæmpet forgæves.  Denne sten skal stå til sene tider og vidne om ærbødighed og taknemmelighed og som en tak for, at han gav sit liv for Danmark”.

 En af Hans Krarup Andreasens kammerater fra undergrundsarbejdet, modelsnedker Henry Jensen, retter stærkt bevæget en personlig tak til ham, fordi han altid gik forrest:  ”Der er sagt så meget om Hans, men jeg vil gerne som en af dem, der havde med ham at gøre, fremhæve en egenskab hos ham.  Han gik altid i spidsen og beskyttede sine kammerater.  Derfor skød han den nat, ikke fordi han ville beskytte sig selv, men fordi han  ville frelse sine kammerater.  Denne sten skal stå som et tegn på den agtelse og hengivenhed, hans kammerater følte for ham.”

 Forsamlingen slutter med at synge ”Altid frejdig når du går” og fra en lang række personer og institutioner bliver der nedlagt blomsterhilsener ved stenen, så den til sidst står i et væld af eftersommerens skønne blomsterflor.

 Hvem var han da, og hvor kom han fra, denne mand, som der bliver sagt så mange rosende ord om denne efterårsdag i skoven?

 Hans Krarup, som han blev kaldt, var født i Sejs i 1913.  Hans far var skovarbejder, og det blev Hans også.  Hans mor har fortalt, at han klarede sig godt i skolen, men foretrak livet i skovene.  Han blev kommunist og markerede sig tidligt som aktiv i  den lokale afdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund, nutidens SID.  I 1937 giftede han sig, og parret fik i løbet af de næste seks år to døtre.

 Hans ældste datter har om sin fars oprindelse fortalt:  ”At min far var dansk, var der ingen tvivl om.  Han havde i den grad sine rødder plantet –   ikke i den danske muld – men i den sandede hedejord.  Hans mors familie har altid boet på egnen øst for Silkeborg.  De var fæstebønder og husmænd, og alle lavede de træsko, og de jordløse sønner fik lidt jord på Sejs hede, hvor de fortsatte traditionen med at lave træsko.  Hans far var født i det indre København, men kom som tiårig til Sejs.  Når hans far og hans svenske mor valgte Sejs, var det, fordi min fars bedsteforældre på fædrene side allerede havde slået sig ned her ved Snævringen.  Min far voksede altså op omgivet af sin familie i flere generationer.  Hans moster, Lise Bjørnholt Christensen, skriver i sine erindringer:  ”Min slægt har boet her i mange år, jeg ved ikke hvor mange.  Vi var fattige, men det var alle her omkring også, men fælles for alle var en vis stolthed og en ukuelig fremadstræben – vi er en sejlivet ”race”, der ville klare sig selv uden hjælp fra andre”.  Denne karakteristik af min fars familie er for mig en del af forklaringen på, at han allerede den 9. april 1940 foretog sin første modstandshandling.  Senere blev hans brødre, forældre og fætre også involveret i kampen.”

 I 2001 udgav journalist ved Weekendavisen Peter Øvig Knudsen på forlaget Gyldendal en bog med beretninger om modstandskampens likvideringer.  Det var et emne, som der havde været lagt delvist låg på i mange år, og bogen skabte derfor meget debat.  En del af bogen handler om de såkaldte jyske L-grupper, som Hans Krarup Andreasen var del af fra oktober 44 til sin død i februar 45.

 Hvordan finder man så stenen i Nordskoven?  Da den står i statsskovsområde, kan man ikke køre dertil i motoriseret køretøj, men må gå, cykle eller ride.  Man kan gå op mellem Sindbjerg og Stoubjerg ad vej og sti.  På et tidspunkt er der en vej til venstre bag om Sindbjerg.  Den skal man ikke gå ad, men fortsætte videre op ad stien gennem krattet til en sti gennem unge ege, som man følger, til man når Nyløkkevej.  Her drejes til venstre mod Silkeborg.  Efter nogle hundrede meter står stenen på vejens højre side.  Man kan parkere bilen enten ved Hattenæs eller på Århusvej neden for Hårup bakke.  Fra Hattenæs krydser man banen og går ad Engdalsvej til skovløberstedet Nyløkke.  Her drejes til venstre i retning mod Silkeborg (vest).  Fra Århusvej går man op ad Vanddalsvej.  For enden af denne vej gås til højre mod Silkeborg, og efter 50 meter ses mindestenen.

Bente Rytter


Grete Barber skriver, i sin bog Det drejer sig om: Sejs, Hattenæs og Silkeborg,
om Vilhelmine Julie (Julle) 1900-1987:

Julie var en glad og god kone, men hun var meget mere end det. Under besættelsen havde hun gemt frihedskæmpere på loftet og havde sendt dem videre derfra. Hun gemte dele af frihedskæmpernes ammunitionslager under kartoflerne i kælderen. Hendes egne børn og Lissi, samt de voksne i familien vidste det, men forstod at tie stille, så virksomheden kunne foregå uden at blive opdaget. Den senere falckmand Hans Jørgen (han hed også Christensen, men det navn var sjældent anvendt, for han var kun Hans Jørgen for alle i Silkeborg by og i en mils omkreds af den) havde blandt andet boet hos Julie. Hun omtalte aldrig senere sine indsatser, det er noget, jeg først har fået at vide på "gammel daw" af andre.

Grete Barber


Nyhedsbrev fra FRIT DANMARK den 23. februar 1945.
I 3. afsnit er der en Nekrolog over Hans Krarup Andreasen.
(Klik på billedet for at se det i normalt format)


   

   

 

 

 

Billeder fra Hans Krarup Andreasen
og Svend Ulrik Petersens begravelse
fra Silkeborg Kirke den 11. juni 1945.

 

 

 

 

Frit Danmark og billeder fra begravelsen udlånt af Bente Rytter.

(Klik på billedet for at se det i stort format)