Mads Olesen – hjorddrengen fra Sejs Hede, der gav kutterne deres radioer

Introduktion med fakta.

Samlet og skrevet af   Bente Rytter   med stor hjælp fra   Tage Mads Olesen.

I 1871 åbner jernbanestrækningen Skanderborg – Silkeborg. Det medfører, at der bliver lagt en holdeplads for toget på Sejs hede. Da det skønnes, at det vil være mest praktisk at lægge den i nærheden af Linå Vesterskov, bliver den anlagt i den vestligste del af heden. Navnet bliver hentet på den anden side af snævringen, hvor den lille bebyggelse Svejbæk huse ligger.

Holdeplads og ledvogterhuse skal bemandes. Det sker væsentligst med personale, der kommer udefra og allerede arbejder ved jernbanen. Blandt tilflytterne i slutningen af 1800-tallet var Mads Olesen med kone og tre børn. Mads, der er født i Ris ved Horsens i 1845 har på det tidspunkt allerede været jernbanearbejder i mange år. Han kan følges fra Bredballe ved Vejle til Svejstrup ved Skanderborg, hvor han bliver gift med Eleonora Poulsen og får datteren Bolette. Derefter går turen til Laven station, hvor sønnerne Oluf og Oskar er født i henholdsvis 1883 og 1887.

Ved folketællingen i 1890 er familien bosat i Svejbæk holdeplads. De bor i vogterhus nr. 13 øst for Ludvigslyst. Mads Olesen afgår ved døden i 1892. Dødsårsagen angives at være lungebetændelse.

Eleonora er nu enke med tre børn, og efter mandens død føder hun i 1893 en søn, der får navnet Mads Olesen. Det er denne Mads Olesen, som det følgende vil handle om.

Eleonora Poulsen er født i Galten sogn i 1856. Hun bliver efter mandens død boende i Sejs. I januar 1895 bliver hun gift med enkemanden Anders Bertelsen Høgh. Da er Mads Olesen endnu ikke fyldt 2 år, så det er helt naturligt, at han livet igennem betragter Anders Høgh som sin far.

Eleonora og Anders får mange år sammen. Han dør i 1917 i Taterhytten, og hun dør i 1919 i vogterhus nr. 15 ved Borgdalsvej. Da er Mads Olesen gift og har fået sine første børn.

Anders Bertelsen er søn af Bertel Hansen på gården Bjørnholt i Borgedal. Han er født i 1835. Hans familie har i århundreder boet i Hårup og færdedes på Sejs hede. Som mange andre mænd i hans generation har han ernæret sig ved at dyrke sin jord og lave træsko. Han har mistet sin kone gennem næsten 40 år, Karoline, i 1894. Karoline dør af et hjerteslag.

Anders Høegh har i 1866 købt et stykke jord i Langdalen sydvest for Bjørnholt (matr. 60 an, Linaa By). Han bygger sin gård, som han kalder Karolinelyst. Senere bliver gården kendt under navnet Langdalsgård. Anders Høghs erhverv betegnes i kirkebogen ved hans børns fødsler som henholdsvis husmand, boelsmand og gårdmand foruden træskomand. I 1900 frastykker Anders Høgh et stykke jord på fire tønder land i den sydligste del af sin jord (matr. 60 ax). Det er på dette jordstykke, at Georg Krüger senere indretter Svejbæks store attraktion i 1920- og 1930’erne, Taterhytten (se mere under Georg Krüger). Men i første omgang er det køberen, træskomand Niels Peder Jensen og hans kone Frederikke, der bor her med deres børn.

Folketællingen 1906 viser, at alle Olesen-børnene opholder sig hos Anders og Eleonora på Karolinelyst. Bolette er sypige.  Hun har i 1903 fået en datter, Andrea Eleonora, som også er her. Oluf er skovarbejder, og Oskar har lært træskomagerhåndværket. Mads Olesen er bare et barn.

Senere køber Anders Høgh hus og jord tilbage og flytter ned på matr. 60 ax med Eleonora. Ved folketællingen i 1911 bor Anders og Eleonora Høgh her sammen med Mads Olesen, Bolette og Bolettes datter Andrea.   I 1916 er kun Andrea tilbage hos bedsteforældrene. Mads er ”draget ud i verden”, og Bolette er blevet gift med banearbejder Jens Jensen og bor i Svejbæk.


Anders og Eleonora Høgh foran Taterhytten med Andrea

Alle Olesen-børnene går i Sejs Skole hos lærer Frederiksen. Bemærkelsesværdigt er det, at ingen af dem, som det ellers var almindeligt på egnen, er blevet sendt ud at tjene. Selv om Anders Høgh har en tjenestekarl, har der været nok at se til for de store drenge på gården. Kun Mads kommer ikke til at slutte skolegangen på Sejs Skole. Da han i april 1907 udskrives af skolen i Sejs, er han endnu ikke konfirmeret, og han må gå det sidste halve år i Linå Skole, fordi han kommer i tjeneste hos en bonde i Skellerup. I 1907 bliver børnene fra Sejs konfirmeret i Voel Kirke, og det gælder også Mads.


De tre brødre Oluf, Oskar og Mads

Bemærkelsesværdigt er det også, at Olesen-børnene i folketællingerne bliver betegnet som Anders Høghs børn. Han adopterer dem ikke, men de nævnes ikke som plejebørn. Anders Høgh har utvivlsomt været en god stedfar, hvilket blandt andet giver sig udtryk i, at både hans fornavn og efternavn bliver brugt i familien Olesen. I hvert fald mindes børnene deres barndom i Sejs med glæde og vender som voksne ofte tilbage til Taterhytten, så længe den eksisterer, og derefter går den årlige tur til Ålekroen.


Taterhytten 1936

I 1936 får Mads Olesen malet dette billede af huset, som i dag hænger på væggen hos hans søn, Tage Mads Olesen, hvis henvendelse til Sejs-Svejbæk Lokalhistoriske Forening åbnede op for denne skildring af et menneske, der med skolemæssig baggrund i den stråtækte skole i Sejs, en usædvanlig teknisk begavelse og en ukuelig lyst til hele tiden at blive klogere inden for sit felt skabte en virksomhed.

Herefter vil vi lade Mads Olesen og en journalist fra dagbladet ”Vestkysten” få ordet. I 1969, da Mads Olesens firma fyldte 50 år, bragte ”Vestkysten” et interview med ham, som er afskrevet i det følgende. Interviewet er neden for artiklen illustreret med billeder fra familiealbummet.

Min medfødte nysgerrighed og en række tilfældigheder har skabt denne virksomhed! Det er den korte og præcise konklusion, fabrikant Mads Olesen, der på fredag fejrer 50 års dagen for sin virksomheds grundlæggelse, kommer til i en jubilæumssamtale, der samtidig fortæller om forsigtighed, grundighed og trangen til aldrig at løfte mere end ét ben – forsigtigt – fra jorden ad gangen!

Pudsigt nok at det netop skulle blive den sjette i en måned, at jubilæet kan fejres – men de første fem dage gik med etablering af egen virksomhed, efter at tilfældighederne havde ført til, at Mads Olesen den 1. marts i kraft af sin tilstedeværelse i Esbjerg skabte grundlag for en anden virksomhed: Olesen og Jensen, der i lørdags rundede de 50 år!

Fabrikant og kutterreder er Mads Olesens retmæssige titler, men først og sidst: håndværker. Og altså nysgerrig!

På Nordsøen sejler tre kuttere – ”Sejs”, ”Linå” og ”Voel” – ejet af Mads Olesen, og i de tre navne gemmer sig vidnesbyrd om en af Mads Olesens egenskaber: Trofastheden mod fortiden. De tre stednavne fortæller henholdsvis, hvor han er født, hvor han er døbt, og hvor han er konfirmeret. Fødehjemmet i Sejs eksisterer endnu, omgivet af høje graner, som Mads Olesen i sin barndom var med til at plante, da en københavner købte nogle nabogrunde.

H.C. Ørsted blev hjorddrengens idol

Starten i Esbjerg fandt sted i en kælder i Havnegade – i nr. 93. At kalde starten ”grundlæggelse” er måske prætentiøst, for den skete uden nogen form for kapital. Jeg havde ikke fem flade ører, fastslår fabrikant Mads Olesen, - men jeg havde mine ti fingre, min medfødte nysgerrighed – og min stædighed. Havde jeg sagt A, måtte jeg også sige B – selv om det efter et par års forløb var svært at beholde B’et i munden. Men så greb tilfældet ind…

     -   De startede ved jordbruget, som hjorddreng – hvad førte Dem over i den tekniske verden?

Tilfældighederne. Min bror tjente hos en gårdmand, der holdt ”Frem” – det naturvidenskabelige magasin – men ikke brød sig meget om det og smed det ud. Jeg fik det så af min bror og studerede det. Der var en speciel ting, der særligt gjorde indtryk: Beskrivelsen af H. C. Ørsteds forsøg med magnetnålen … Det forsøg og artiklen har været i mine tanker mange, mange gange siden.

Men jeg startede som arbejdsdreng og tog ind til Frichs i Aarhus. Portneren må have fundet, at jeg var for pænt klædt til at være arbejdsdreng, så han spurgte, om jeg skulle være maskinarbejder, drejer eller sådan noget … og så slog det ned i mig, at jeg da ville være elektriker. Ørsted spøgte … jeg blev vist hen til en overmontør Andersen, der ikke havde brug for nogen elektriker, og han viste mig hen til en ingeniør Eriksen. Han arbejdede med anlæg af elektricitetsværker, og da jeg havde forklaret ham, at jeg skulle klare mig selv, ansatte han mig og gav mig en timeløn, så jeg kunne betale for mit ophold på et pensionat, 25 øre i timen og arbejdsugen var på 54 timer om vinteren, 56 timer om sommeren.

Hos ham var jeg med til at bygge Jyllands tredje højspændingsværk – i Sæby – ved et gods, året efter – 1912 – var jeg i Varde for at lave elektriske installationer. Frichs ejede de værker, man byggede, og når folk ønskede en installation, var det Frichs folk, der blev sendt ud til stedet et par måneder … det var gerne i efteråret, når folk ville give sig selv en installation i julegave. Jeg var med i Thisted, det nuværende statshospital i Aarhus, elværket i Åbyhøj og store anlægsarbejder ved Cementcentralen i Ålborg. Jeg fik prøvet alle slags opgaver. Om nogen regulær lærlingeuddannelse var der ikke tale, og de fleste elektrikere var maskinarbejdere, der blot tog fat på at installere. Inden jeg var færdig, begyndte men dog at antage lærlinge til en regulær uddannelse.

"Loppen" - den teoretiske læremester

     -  Valdemar Poulsen, Tesla og Marconi var ”navne” på den tid – gav de Dem idéer?

Det var ukendte navne for mig dengang. I skolen havde vi ikke fysik; men min evne var og interesse var regning, og da jeg kom til Aarhus og begyndte at arbejde med elektricitet, købte jeg en lommebog, der hed ”Loppen”, og som indeholdt en del om matematik, logaritmer osv., og det lærte jeg mig … ja, i dag føler jeg mig ikke påklædt uden en regnestok … men det krævedes ikke, at lærlingene den gang brugte hovedet så meget. Det var hænderne, man stillede krav til … Jeg blev indkaldt i 1912, men da jeg senere blev genindkaldt var jeg blevet gift og slap med kortere tjeneste perioder. Overmontøren fik mig så anbragt som fabrikselektriker, og der var mange boremaskiner på virksomheder, som brændte sammen i den tid, og motorerne skulle sendes bort til en langvarig reparation. Da jeg nu sad der, og overmontøren ikke var der til at gennemføre den sædvanlige praksis, sad jeg og tænkte: ”Det må du kunne lave”! Nysgerrigheden rørte på sig. Jeg kunne selv vikle motorerne om. Da overmontøren kom igen – han var indkaldt i lange perioder – spurgte jeg, om vi da ikke selv skulle … Umuligt – det må fabrikkerne selv ordne. Nå, ja, jeg viste ham, at jeg havde ordnet defekte motorer. Han omstillede sig lynhurtigt. ”Bliv ved”, sagde han. Foruden vore egne motorer ordnede vi Aarhus Oliemølles, og der blev antaget mekanikere uddannet på Aarhus Elektromotorfabrik – og hvad jeg ikke havde fundet ud af forud, lærte jeg af dem.

Lånte sit installatørbevis ud

     -  Men De flyttede!

Ja. Jeg tog installatøreksamen, virkede endda en overgang som privatlærer for nogle kolleger. Jeg var fagforeningsmand og deltog i møder og kongresser. Og under en sådan kongres, under en frokost, spørger to kolleger, om det var svært at tage installatøreksamen. De ville lave en forretning i Esbjerg. Jeg sagde, at hvis de ville kunne de låne mit eksamensbevis.

     -  Var det nu sådan helt …

Det var i orden, blot elværket godkendte ordningen. Kort tid efter ringede de så, og jeg sendte eksamensbeviset. Firmaet Olesen og Jensen var grundlagt. Men et par dage senere fik jeg at vide, at elværksbestyrer Buhl havde krævet, at manden med installatøreksamen og ansvaret skulle bo i byen. Jeg flyttede til Esbjerg. Lånte i øvrigt beviset ud også senere.

     -  Smittet med radiobacillen – aldrig helbredt   Men det var elektromotorer, De beskæftigede Dem med. Hvornår begyndte radiointeressen?

Kort efter min ankomst traf jeg installatør I. P. Jensen, der havde forretning over for vandtårnet. Hans nysgerrighed og interesse for teknik var endnu større end min, og han tegnede og kopierede de sære ting, han traf på, blandt andet også den forsøgssender, som Valdemar Poulsen havde opstillet her omkring 1907 på grunden ved siden af det gamle ølbryggeri på hjørnet af Nørregade og Spangsbjerg Gade. Valdemar Poulsen fik sin strømforsyning fra bryggeriet, der havde eget værk, så det må have været før bygningen af Esbjergs elværk i 1909. Valdemar Poulsen brugte senderen til forsøg med udsendelser fra Esbjerg til København og omvendt.

Men jeg så Jensens samling af modeller og fik også lyst til at prøve, skønt det var en helt ukendt verden for mig. Men Jensen havde også købt nogle ting fra minestrygerne, der lå her efter verdenskrigen, og jeg trillede på paprør nogle spoler efter at have læst, hvad der var tilgængeligt om radio og den tingest, jeg strikkede sammen, virkede! Jeg hørte London, Königswusterhausen, Eiffeltårnet. Jeg var smittet med radiobacillen omgående, og er i øvrigt aldrig blevet helbredt.


Den første radiomodel "Serofon".

Så kom folk jo og hørte underet, og nogen ville have en sådan tingest magen til. Det fik de så, efter at jeg havde regnet ud, hvad fremstillingen kostede i materialer og tid.

Laurids Thygesen kommer på besøg

Blandt mine forsøg var også radioen til en fiskekutter, men det gik skidt. Den ene gang, ja. Derfor sagde jeg også nej, da fiskeskipper Laurids Thygesen en dag kom ind. Han havde været hos I. P. Jensen, der ikke ville bygge nogen radio til hans kutter. Thygesen ville gerne høre vejrberetninger. Men han holdt fast ved, at jeg skulle forsøge, og jeg lod mig overtale – efter at have taget det løfte af ham, at vi ikke blev uvenner, hvis ikke det lykkedes. Og jeg krævede, at radioen skulle stå tørt. Det kom den til – over ovnen i hans lukaf.

Radioen virkede fint, så længe kutteren lå i havn, men når den nåede ud forbi Skallingen, var den tavs. Heldigvis var Laurids Thygesen blevet interesseret i teknikken, så jeg fik lov at eksperimentere, og det viste sig så, at antenneindføringen ikke tålte at komme på søen. Vi prøvede at hælde en spand vand over, og resultatet var nøjagtigt som når kutteren sejlede ud: Radioen blev tavs. Så prøvede jeg en indføring, hvor gasslanger indgik som en vigtig bestanddel. Det var bedre, men antennetråden blev rystet i stykker af kutterens bevægelser, og først da jeg fandt på at bruge nogle gamle militære ledninger opbygget inden i en spiral af fjederstål, gik det som det skulle, og da det materiale var opbrugt, fik jeg kabelfabrikkerne til at lave mere.

Laurids Thygesens kutter ”Mågen” var den første kutter med radiomodtager. Der kom hurtigt flere. Det var omkring 1922, og Dansk Radio i København gjorde forsøg med sendere på to kuttere. De kunne ikke tale med Blåvand, som kun havde telegrafi, men med hinanden og med redningsskibet ”Vestkysten”, som jeg forinden havde bygget station til med både modtager og sender til telefoni. Så kom Thygesen igen, og jeg byggede en sender til ham – med store 120 volts tørbatterier med tredobbelt kapacitet som energikilde. Men det virkede helt perfekt – der var jo ikke den trængsel i æteren, som der er nu. Udsendelserne gik krystalklart igennem. I 1932, oplyses det blandt andet i Havnens Historie, var der 15 kuttere med sende-modtageanlæg.


Personalet 1929

Blandt de første efter Laurids Thygesen var skippere som Jens Frick, Volmer Nielsen og hans far Søren Mathesen Nielsen samt Claus Sørensens ”Ideland”, der gennemførte samtaler fra fiskepladserne til Esbjerg. Samme kutter var også den første, jeg byggede et pejleanlæg til, så den sikkert kunne fastslå positionen på vej til og fra fiskepladsen ved Island. Og jeg husker, at fiskeskipper Ejner Thygesen fik bygget en pejler, så han kunne ligge i sin køje og bestemme sin position. Kuttere som ”Ideland”, ”Mc Kenzie” og ”Kathrine” var med i radioens tidlige historie.

De var stadig selv med?

Til 1938 lavede jeg selv udviklings- og afprøvningsarbejdet, og i krigsårene udviklede den øvrige del af virksomheden sig så stærkt, at der var nok at gøre, selv om radioarbejdet delvis lå stille.

De nye hjælpemidler

Efter krigen kom så ekkolod, radar og anlæggene til VHF og UHF, og jeg har fulgt med i principperne for dem alle, og da jeg i Göteborg første gang så, hvorledes et ekkolod – et britisk – virkede, tænkte jeg, at man måtte kunne lytte sig til ekko-svarene. Det benægtede den britiske fabriks talsmand – og så kiggede jeg i diagrammet og satte en hovedtelefon til apparatet – og vi hørte signalerne.

Så begyndte vi at arbejde med ekkolod … Og virksomheden tager sig nu af alle de ting, men min nysgerrighed har ikke forladt mig, og jeg følger stadig med på kurser, så jeg kender tingene og principperne.

”Ved jorden at blive –”

Det er livsnødvendigt for mig at have overblik over tingene. Det er også grunden til, at denne fabrik ikke er gået ind i kapløbet om at komme til at vokse. Jeg er håndværker, og jeg turde ikke, da fabrikkerne begyndte seriebåndsproduktion, gå ind i storproduktionen med de mægtige investeringer og kolossale pladskrav. Det er husmandsproduktion, dette her, men derfor sidder jeg sikkert og godt … alt for mange falder fra i deres ”bedste år”, fordi de ikke har tid til at mærke, at det er de bedste år. Jeg har hele tiden ønsket at mærke jorden under fødderne – både i virksomhedens produktion og i dens økonomi.

Det har måske været min lykke, at jeg startede uden nogen form for kapital. Efter to års forløb var jeg ved at opgive, kontaktede et andet firma for at sælge, men fik intet svar. Og jeg måtte sige nå og fortsætte og lade tingene ske og vokse i den takt, jeg syntes, jeg havde kræfter til, netop, hele tiden at kunne overkomme tingene.

Min første lærling fik jeg efter et par års forløb. Han er ingeniør nu, min anden lærling, antaget i 1922, er endnu ansat i firmaet. Det er Rich. Laursen, der leder den afdeling, der går under navnet Oxbøll … nu er vi 50 mennesker – i en velkonsolideret virksomhed uden højtflyvende drømme – uden frygt for de dybe styrt. Mads Olesen – firmaet såvel som manden – føler selv med henholdsvis 50 og 76 år tilbagelagt – at være i "de bedste år" stadig.

Foruden ledelsen af virksomheden har fabrikant Mads Olesen taget sig tid til at varetage tillidshverv specielt i motorbranchen, hvis to organisationer DEMA og Repamotor han er henholdsvis formand og næstformand for. (el).

Tilføjelse:
Firmaet drives i en årrække af næste generation. I 1988 sælges det til firmaet Olesen og Jensen (firmaet, der blev oprettet ved hjælp af Mads Olesens installatørbevis).

Repamotor = sammenslutningen af elektriske reparationsværksteder i Danmark

DEMA = danske elektroinstallatørers motor- og installations - abonnement

Se flere billeder   her.


Opdateret 16.12.2013