Georg Krüger og hans virke

Georg Krüger og hans virke.
Hans vandrerhjem og have i Svejbćk ”Taterhytten”.

Skrevet af Rita Nielsen
Tyttebærvej 30
Sejs

At vandrehjemmet skulle være Danmarks første, gik vi midtjyder i årevis og brystede os af, indtil Danhostel – de danske vandrerhjems organisation - oplyser os om, at landets første vandrerhjem blev etableret tilbage i 1919 på Bornholm i den såkaldte Fjældstauan i Paradisbakkerne. – Men ok, så er Taterhytterne - for der blev flere af dem – dog Danmarks næstældste vandrerhjem.


Georg Scheel Krüger som han rettelig var døbt, blev født i Svendborg i 1855, men voksede op i Gødvad præstegård. Han blev uddannet gartner fra Randers og drog herefter på valsen i ca. 4 år. Herunder var han ansat som hofgartner i den kejserlige have i Berlin hos den tyske kejser Wilhelm i en periode. Derefter kom han hjem til Danmark og drev i en del år gartneri i Købenavn.


I 1918 så han en annonce om, at et husmandssted ”Gammel Kjestens Hus” i Svejbæk var til salg. Sælgeren var en falleret københavner-sagfører. Krüger bød 20.000 kr., hvilket var halvdelen af, hvad der blev forlangt, og fik huset med tilhørende 4 tønder land – en sandjordslod tæt på Sejs hede og lyngbakkerne Sindbjerg og Stoubjerg, men også i nærheden af jernbanen og stationen i Svejbæk. Gartner Krüger var i en alder af 63 år lige så optaget af nye projekter som altid i sit virksomme liv.


Den gamle idealist – der elskede børn, blomster og alt, hvad der gror – flyttede nu til Svejbæk, men lod beboerne i Gammel Kjestens Hus blive boende i 8 år. Beboerne var Bette Svend, dengang 1 år gammel, hans mor, far og søskende. Bette Svend blev Krügers tro følgesvend.



Krüger beser etableringen af sit haveanlćg

Det varede ikke længe, før Krüger fik påbegyndt anlægget af et parkanlæg først og fremmest fordi, det irriterede ham, at egnens småkårsfolk viste så lidt interesse for at hygge om deres hjem, så han besluttede at vise, hvad der selv på den næsten golde jord kan skabes, når man gør sig lidt ulejlighed. Og nu blev der arbejdet fra tidlig morgen til sen aften. De to første somre var så tørre, at alting gik ud. Tredje gang lykkedes det. Hvad der blev plantet groede, og år for år udvidedes haven, der i begyndelsen kun var tænkt som et eksempel for egnens befolkning, men efterhånden udviklede sig til at blive en seværdighed, som turister besøgte næsten i samme grad, som de besøgte Himmelbjerget.


I Fyns Tidende bekræftes formålet i en artikel i 1930:

Under navn af Taterhytten opbyggede Krüger en blandet seværdighed, hvis hovedide var at skabe et haveanlæg på heden ud fra dette at lære jyske husmandsfamilier at sætte pris på at indrette en prydhave.



Krüger ved sine 'Taterhytter'  - vandrehjemmet i Svejbćk

Vandrerhjemmet blev oprettet i tiden 1920-1930. Det blev indrettet i 12 små lynghytter. I hver hytte var 2 køjer med halm. Her kunne spejdere og vandrerfugle tage ind og overnatte – fuldstændig gratis. Dog så Krüger gerne, at man gav en hånd med i det praktiske arbejde med at få alt til at glide let. Foruden hytterne var et stort rum med plads til ca. 30 ved spiseborde. Og der var adgang til køkken med komfur, gryder, potter og pander – og gratis brændsel.

Havens ry strakte sig ud over landets grænser. Mange var de unge mennesker, både fra ind- og udland, der på vandringen eller cykelturen er taget ind i en af Taterhyttens vandrerhytter og ladet den være udgangspunkt for udflugter i den smukke Himmelbjergegn.


I sommeren 1929 viser ”fremmedlisterne”, der må være at sammenligne med nutidens gæstebøger, 7000 besøgende fra næsten alle lande i Europa.


Den ældste del af haven var en lille hyggelig hedehave med mindesten for mænd, hvis navne særligt var knyttet til den jyske hede. På St. St. Blichers mindesten stod: ”Længe har jeg savnet, o broderlil din sang”. Oven på stenen sad en ”forstenet” hedelærke, fundet i bakkerne af Bette Svend. På den anden side af stenen stod: ”Skab hygge, hygge skaber glæde”. Det rummer i få ord de tanker, der besjælede Krüger, da han anlagde haven På stenen for Johan Skjoldborg stod nogle ord fra en sang: ”Med 100 000 haver smykket skal du stå mit land”. På stenen for Jeppe Aakjær stod: ”Jeg er havren”. Der var også en mindesten sat for Carit Etlar. Der fandtes også ”Jens Langknivs Mindehule”. Krüger påstod dog aldrig, at Jens Langkniv havde boet i den. På en lille høj var rejst en ”bautasten” til minde om Dalgas som foregangsmand på hedebeplantningens område.



Krüger beskćrer i pergulaen

Haven rummede også en japansk have med et lille tempel, buddhaer, en kløft med vandløb og søer, og rundt i haven bag ståltrådsgitter fløj selskabspapegøjer, risfugle og rødtoppet kardinal, så det var en lyst for både øje og øre. Også aber boede der i haven. Det siges, at også Falck havde interesse i haven, for de blev jævnligt tilkaldt for at hente vildfarne fugle eller aber hjem. I haven fandtes også en mindegrotte for den i 1930 afdøde ingeniør Gylling, der ejede Silkeborg Teglværk (det lå på Århusbakken/lossepladsen). Han var den, der allermest støttede haven både i tale og skrift.


I det hele taget vidnede hele haveanlægget – eller anlæggene – om en rig fantasi og stor opfindsomhed, og man måtte forbavses over og beundre det kæmpearbejde, der lå bag alt.


En lille pudsig historie kunne Krüger fortælle i forbindelse med en edelweiss, han havde i sin stenhave. Han havde i sine unge år rejst over det meste af Europa og var engang i alperne med et selskab anført af en ung nordmand. Da Krüger ville købe en lille edelweiss, bemærkede nordmanden, at det kunne han lige vente med, til han kom hjem til Danmark, for den kom nemlig derfra. Og det viste sig virkeligt, at der i København var en gartner, der i stor stil dyrkede edelweiss og eksporterede dem til Alperne, hvor man ikke kunne skaffe nok til de mange turister.


Til et andet eksempel på Krügers initiativrigdom knytter der sig for øvrigt en interessant historie, som jeg for nylig har læst i ”Århus Stifts Årbøger – 2008-udgaven. Her fortæller Holger N. Garner: 6.oktober 1561 gav Kong Frederik II skriftlig ordre til nedrivning af øm Klosters bygninger. Nedbrydningsmaterialerne blev på pramme ad søvejen ført til Skanderborg og anvendt ved opførelsen af det yngste Skanderborg Slot. Men nedbrydningsmaterialerne blev ikke alene anvendt til Skanderborg Slot, for grusbunkerne tjente i tidens løb som stenbrud til bygning af de beskedne landsbyhuse. Et af disse synes at være en parcel, der i slutningen af 1800-tallet tilhørte husmand Jørgen Nielsen, Emborg. Efter hans død i 1893-1894 boede enken Ann Jørgens i huset – formodentlig indtil sin død i 1908. Derefter synes huset at have stået tomt i en årrække indtil arvingerne i 1912 afhændede hus, have og indbo. Køberen var udelukkende interesseret i grundstykket og solgte allerede samme år det gamle hus til en mand i Ry. Huset har vel på det tidspunkt været faldefærdigt, for det hed i landsbyen: ”Huse ka’ it tål’ å sov’ åljenle”. De gamle bindingsværkshuse var samlet som et byggesæt. Det sammentappede bindingsværk kunne tages fra hinanden og sættes op igen andetsteds, og sådan flyttedes Ann Jørgens hus til sin nye grund ved Ry Møllesø, hvor det fungerede som en art egnsmuseum. Her stod det indtil Krüger købte det og lod det genopføre i Svejbæk, hvor det blev indrettet som museum for husmændenes digter Johan Skjoldborg, der havde boet på Dynæs i Laven, og som var stifter af og første formand for Linå Husmandsforening.


I haven hang en sparebøsse, hvori man kunne lægge 25-ører til præmiering af haven. Fra disse og af egne midler gav han ”Det jydske Haveselskab” en obligation på 1000 kr. Renterne skulle bruges til en vandrepokal i sølv. Den uddeltes 1. gang i 1930, og skulle derefter uddeles hvert 3.år. Georg Krüger blev æresmedlem af ”Det jydske Haveselskab”.


På Krügers 80-års fødselsdag i 1935 fik han selv en mindesten og takkede bevæget for den. På stenen står:”Her virkede den gamle Urtegaardsmand fra 1918 til 1935. Blomsternes og Vandrerfuglenes Ven. Rejst af havens venner”.


I 1934 opførtes friluftsspillet ”Taterne på den jyske hede”, skrevet af en forstassistent. Spillet sluttede med, at de optrædende forlod skuepladsen med sang og i fakkelskær.


En stor mindesten rejstes i 1942 (efter Krügers død). I den anledning holdt forfatteren Thomas Olesen Løkken tale, og digteren Nis Petersen, Laven læste egne digte.

Teksten på denne sten er:

Taterhytten

Danmarks første vandrerhjem

Rejstes her af

G. Krüger

1926-1927

Rejst i 1942


Stenen lod Ulrik Krarup Andreasen i 1978 frede. Han og hans kone Dorit boede i et hus, der lå hvor Taterhytterne tidligere havde ligget, og der kan man stadigvæk se den (Matr.nr. 60ax) på Kildetoften.


Desværre gik Krügers livsværk tabt, da gnister fra toget i 1941 antændte lyngen trods stor indsats fra ikke blot brandvæsenet, men også fra de mange tyske soldater, der dengang var indkvarteret i barakker i den lille plantage ikke langt fra Taterhytten. De tænkte nok også på deres våbendepoter og krigsmateriel, der befandt sig i plantagen, og som jo også let kunne komme i farezonen.


Krüger oplevede det ikke selv, han var død kort forinden – også i 1941.

Siden er jorden blevet udstykket og alle spor faktisk udslettet på nær mindestenen.


Bette Svend boede endnu i Sejs i 1998, hvor han fejrede 80-års fødselsdag. Han døde et par år senere.


10.11.2013